Sara Frost: »Jeg kan godt lide blandingen af at skulle bruge mit hoved og bare skyde løs«

'Alle Gamer' er både navnet på Sara Frosts web-talkshow om gaming og den filosofi hun har om alles forhold til spil. Nu er sæson 2 klar og vi tog derfor en snak med hende om hendes forhold til gaming, hvordan det perfekte drømmespil ser ud og hvordan samfundet ser på en kvindelig gamer.
Sara Frost: »Jeg kan godt lide blandingen af at skulle bruge mit hoved og bare skyde løs«

I efteråret 2015 stiftede Sara Frost, dengang bedst kendt som radiovært på P3, sit eget produktionsselskab PYT. PYT lancerede kort tid efter YouTube-kanalen Alle Gamer med Sara Frost selv som både instruktør, klipper og idékvinde.

I programmerne møder Sara Frost en række musik-, tv- og sportsstjerner og indbyder dem til uformel talkshow med en PlayStation-controller i hånden. Tidligere har Nik & Jay, Esben Bjerre og Mathias Zanka blandt andre været forbi. Anden sæson er blevet skudt i gang efter samme sofa-og-samtale format med nye gæster og nye gadgets og Frederik Cilius i de bløde møbler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I den anledning har vi taget en snak med Sara Frost om hendes eget forhold til gaming, det at være brandet ’gamer’ og hvorfor et program som ’Alle Gamer’ kan være med til at afvise de forstokkede fordomme om kedelige typer med firkantede øjne, der spilder deres liv på computerspil.

Hvad er dit tidligste gamingminde?
»Vi sloges om controlleren da jeg spillede ‘Mario Kart’ i fritidsordningen. Men det her med at have sin egen konsol, og førstegangsoplevelsen af at gennemføre et spil fra ende til anden, det husker jeg cirka som otteårig. Det var ‘Tomb Raider II’. Sådan blev Lara Croft også mit første kvindelige forbillede udenfor virkeligheden. Det er vel både godt og skidt.«

Er du maraton-gamer, eller har du et lidt mere kontrolleret forhold til hvor meget tid der afsættes til spillene?
»Da jeg var yngre, kunne jeg virkelig sidde op til flere dage og så gå i seng klokken fire om morgenen. Min moster taler ofte om dengang hun passede en 10-årig mig og sad oppe til kl. 3 og spillede ‘Need For Speed’. Men på en eller anden måde har jeg fået en indbygget ”nå, det var det”.«

»Måske er det i virkeligheden gamer-erfaring, for alle der spiller mere end en gang i mellem ved, at man hurtigt kan gå hen og blive lidt frustreret, hvis man har siddet for længe. Ingenting er fedt længere, hvis man når at blive sulten og tørstig og træt. Så jeg kan mærke jeg er blevet bedre til at tager pauser og bare komme i seng til tiden. Gaming betyder meget for mig, men der er vigtigere ting i livet.«

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mamí på forsiden af Børsen i dag #AlleGamer Thomas Nielsen

Et billede slået op af Sara Frost (@safrro) den

»Det betyder ikke, at jeg ikke stadig bliver bidt og kan bruge mange timer på det. Og hvis jeg lige er midt i noget, er det ikke nødvendigvis solskinsvejr udenfor og venner der trækker, men spillet.«

Vurdering: Er spil kunst eller tom underholdning?
»Der er en sammenhæng mellem, at dem der mener at spil slet ikke kan noget godt, ofte er dem der ikke ved så frygtelig meget om det eller aldrig har prøvet det for den sags skyld.«

»Måske har de prøvet tusindevis af spil og ikke brudt sig om et eneste øjeblik af det, men det har jeg svært ved at forestille mig. Som udgangspunkt handler det om at finde og opleve de spil, man godt kan lide. For ligesom med film og bøger, findes der masser af dårlige spil.«

»Men at afskrive spil generelt som ligegyldige, det svarer til at afskrive alle tv-serier på én gang. Det kan man ikke.«

»Jeg spiller selv spil baseret på universet, ikke på hvilken type spil det er. Er det et sted jeg kan lide at være? Er det en god historie, er der flot? Det skal også være godt at spille, men det kommer langt henad vejen af, at jeg godt kan lide at være i universet.«

Der er desværre stadig mange der løfter øjenbrynene når man – særligt som kvinde – giver udtryk for at være ’gamer’, eller bare spilinteresseret. Mærkede du modstand, da ’Alle Gamer’ skulle stables på benene?
»I selve opløbet var nogle lidt overraskede. Men da jeg selv producerer og klipper gode dele af det, er jeg ikke i kontakt med så mange – så der var ikke mange der fik mulighed for at løfte øjenbryn eller have en mening om programmet inden. Dem, der kender mig godt og har kendt mig længe, vidste også jeg gamede. Så på den måde har det været en ret naturlig proces.«

SaraFrostAlleGamer

 

»Men da pressemeddelelsen kom ud inden vi begyndte at sende første sæson, var der da nogle kommentarer om, at jeg kun er flot og ikke vidste noget om gaming. Underforstået: Jeg var hyret ind som blikfang.«

»De kommentarer er der ingen af, nu hvor episoderne er ude. Det er mit indtryk at selv de benhårde gamere er glade for en ny måde at gå til emnet på, og det jeg er kvinde bare er forfriskende. Ingen tvivl om at internettet kan være et ubehageligt sted at være, men folk har overordnet set taget overvældende godt imod programmet.«

Så du blev ikke mødt af den famøse “hårde kerne” af gamingnørder?
»Jeg oplever sommetider en forvirring omkring hvad det egentligt er, jeg tror jeg laver på deres område. Af og til er der én i kommentarfeltet, der hidser sig op og forsøger at forklare ’min lille pigehjerne’ en ting eller to. Det falder til jorden når de forstår jeg faktisk bare er glad for at game, ligesom dem«

»Nørd er et skønt ord, men det er et ord man skal passe på med at klistre på ting for at forstå dem. Måske er der bare tale om en person der har noget at gå op i. Nogen tror, det er noget jeg kun gør i fjernsynets navn. Det ville man nok ikke tænke om en mand, der gamer.  Der ville man nok, uden hjælp, forestille sig han har siddet med controlleren i hånden fra barnsben, ligesom jeg har. Deres tanker er nok lige så meget et udtryk for, at vi har vænnet os til at mange vil lade som om de går op i hvad som helst for at udkomme – om det er på blogs eller i fjernsynet. Der er langt mellem oprigtig interesse og viden i en tid, hvor alle kan udkomme med noget.«

Havde du svært ved at få kvindelige gæster involveret, evt. fordi de også var bevidste om faren for negative reaktioner?
»Jeg inviterede dem, jeg allerhelst ville have besøg af, og det var tilfældigvis næsten alle mænd. Og så havde jeg faktisk også inviteret en kvindelig gæst, men hun blev forhindret.«

»Jeg mener virkelig titlen ’Alle Gamer’, som hverken er kønsbestemt eller forudbestemt eksperter. Det er ikke uden bøvl at kommunikere, at man ikke behøver at være god til at spille for at være med. Den udfordring tænker jeg, vi er udenom nu efter første sæson er ude.«

Foto-AlleGamer-FrederikCilius

 

»En af mine første gæster, Frederik Cilius fra Radio24syv forbinder man ikke nødvendigvis med gaming, og det er der god grund til. Men han ser én der gamer på YouTube og det er også en måde at være del af universet.«

Hvad byder ’Alle Gamer’ sæson to på?
»Vi har fået VR-briller med, der bringer endnu flere uventede øjeblikke. Jeg ved ikke nøjagtigt hvad de fører med sig endnu – vi er stadig i gang med at filme – men indtil videre er det rigtig godt.«

»Spillet er en virkelig god måde at få en samtale i gang, og giver et godt udgangspunkt for at sidde sammen. Det er ret sjovt, at man kan være social, når man sidder med VR-headset. Jeg var selv meget spændt inden vi gik i gang om det ville virke, da øjenkontakt er en essentiel del af en samtale for det fleste af os, men det fungerer rigtig godt indtil videre.«

»Og så handler det meget om aktualitet for os. Vi har ikke optaget hele sæsonen i ét hug, men lader os også vente på nye udgivelser – på den måde er vi underlagt samme tidshorisont som alle andre gamere.«

Var du blevet spiludvikler i et andet liv, hvordan ville dit ideelle spil så se ud?
»Jeg kan godt lide blandingen af at skulle bruge mit hoved og bare skyde løs. Hvor man en gang i mellem skal stoppe op og tænke sig om, men også har plads til at gå amok med en laser.«

»Måske hvis ’Inside’ kunne møde ’Batman’-spillene, en mere action-præget udgave af et eftertænksomt spil. Det findes også allerede, og jeg kan lide at begge spil er lidt dystre.«

»Og så flere heltinder. Der er nok af dem, men endnu flere. Måske en Barbarella rumtype, en rumheltinde. Eller Lieutenant Uhura fra ’Star Trek’, der fik sin egen spin-off.«

Og til sidst tre hurtige: Dit go-to spil?
»’GTA’ (’Grand Theft Auto’, red.). Du kan bare tænde for det, og det kræver ikke nødvendigvis noget af dig. Det tiltaler mig. Der er mange andre spil der kan noget andet, og selvom det er et flot spil, er ’GTA’ jo ikke den der æstetiske oplevelse man kender fra mere filmiske spil. Men man kan lynhurtigt forsvinde hen i noget andet med ’GTA, så det er helt sikkert mit gå-til spil.«

Din mest skuffende spiloplevelse?
»Jeg tager for det meste ret sikre valg. Jeg har været ret heldig i mine valg, og ved som regel hvad jeg skal forvente inden jeg sætter i gang – så kan man også justere forventningerne.«

»Jeg er lidt skuffet over mig selv, når det kommer til ’FIFA’. Fodbold kan jeg simpelthen ikke spille. Heller ikke i den virtuelle verden.«

’Alle Gamer’-favoritten?
»Adam Holm der spiller ’Batman Arkham Night’ – det var den bedste kombination af spil og menneske. Det kunne virkelig noget. Adam er igen et menneske der ikke selv spiller meget, men anerkender gaming som betydningsfuld kultur.«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»På et personligt plan var det ret skønt at se et menneske man ser så meget op til, gå op i noget jeg er så glad for«

»Og så glæder jeg mig fuldstændig vanvittigt meget til at man kan blive Batman i virtual reality. Det kan jeg ikke vente på at prøve.«

Læs også: PES 2017’ er et fuldendt og skræmmende realistisk fodboldspil

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af