For 25 år siden dukkede den allerførste Macbook op på markedet og det har vist sig at være så stor en succes, at Apple i aftes kunne afsløre den næste Macbook Pro i rækken ved et presseevent i Apples hovedkvarter i Cupertino. Ifølge Apple er den – selvfølgelig – den bedste Macbook nogensinde.
Den har fået et redesign i forhold til tidligere versioner, men det er især i tastaturområdet, der er sket forandring.
Den har en nemlig en dobbelt så stor touchpad (46 procent større på 13 tommer-modellen) på og mangler de traditionelle funktionstaster – F1, F2 og så videre. I stedet har de puttet en aflang retina-touchskærm lige over tastaturet, som de kalder Touch Bar, hvor man kan tilgå alle de tidligere features, der lå gemt her – og meget mere til.
Hvad den viser, er afhængig af hvilket program du bruger. I et dokument kan den vise ordforslag, ligesom på en iPhone, på en hjemmeside bliver den et søgefelt, du kan skrive ord ind i og derudover fungerer den som enTouch ID-fingeraftrykslæser, som vi kender det fra iPhone. Det kan du bruge til at logge ind på din computer eller købe ting på internettet ved hjælpe af dit fingeraftryk. Med Touch ID kan to personer, der deler en laptop, skifte mellem brugere ved bare at placere fingeren på Touch Bar.
Det er også værd at bemærke, at Touch Bar også er åben for app-udviklere at rode med, hvilket betyder at dine ikke-Apple-programmer også vil kunne bruge funktionen. Til eventet blev der eksempelvis vist, hvordan video-redigeringsprogrammet Final Cut integrerer funktionen, hvor du kan se hele videoprojektets tidslinie på selve baren, hvilket betyder, du kan redigere og spole i video i fuldskærm.
De nye Macbooks kommer i 13 og 15 tommer-versioner, ligesom de tidligere modeller. Der er dog to udgaver af 13-tommerudgaven, én med og en uden den nye Touch Bar. Du kan allerede forudbestille nu og priserne starter på 12.999 kroner for den gammeldaws 13 tommer, 15.499 kroner for 13 tommer-udgaven med Touch Bar og 21.099 for 15 tommer. De fås i silver og space grey – ingen gold eller rose gold til Macbook Pro.
Apple TV samler din streaming i én app
Udover Macbooks var der også lidt nyt i forhold til Apple TV. Der er en ny tv-app på vej til den lille, sorte dims: En app som Apple slet og ret kalder TV. Appen samler alle dine forskellige streamingservices i én app, så det stort set bliver som én app.
Den har en fane, der hedder ‘watch now‘, som samler de tv-shows og film, du er i gang med at se på dine forskellige streaming-apps – og den ved, hvor du er nået til. Den vil også foreslå hvilken serie, du kan se efterfølgende.
Derudover kan du se, hvilke film, du har købt på iTunes og købe og leje nye film. Appen udkommer i december – dog kun i USA i første omgang.
Læs også: Test: Apple har aldrig delt vandene så meget som med iPhone 7