Amerikanernes post-Thanksgiving shopamok-dag har på finurlig vis sat kløerne i os de senere år, og i dag reklamerer de fleste butikker med store rabatter. Nok fordi de ikke tør gå glip af de rabathungrende kunder, men sådan er det ikke hos Mads Nørgaard og Rope of Dope. De to brands har i stedet valgt at lukke deres webshops i dag og bruge lejligheden til at tage afstand fra tidens stigende brug og smid væk-kultur.
»Alle vores brands og produkter har et gennemført design og er produceret i hånden af rigtige mennesker. Vores items fortjener derfor at blive købt af lyst, ikke af grådighed«, skriver Rope of Dope på sit website.
Hos Mads Nørgaard er de gået i sort og har igennem smart webdesign sørget for, at du kan styre en lommelygte rundt i webshoppen og læse forklaringen på, hvorfor brandet har valgt at lukke ned i dag.
»Den såkaldte modecyklus spinner ud af kontrol, så meget at sæsonerne ikke længere eksisterer. Den udviklng kommer med en pris. Nemlig den rabat som forbrugerne er blevet vant til, når alting hele tiden er på udsalg«, står der blandt andet.
»Hvis vi fortsætter sådan her, vil uafhængige, originale firmaer blive mast af generisk masseforbrug, hvor kompromis er den eneste fællesnævner. Vi kan ikke følge med, og jorden kan ikke følge med«, står der yderligere, før Nørgaard slutter med en opfordring.
»Vores ønske er, at du bruger et par minutter på at tænke over, hvad du køber og hvorfor. Det bliver dyrt på mange måder, hvis vi ikke gør det«.
Læs også: Guide: Seks danske bæredygtige brands, du skal kende