Månedens gear og gadgets: MacBooks med touchskærm, Googles flagskib og legendarisk pladespiller

Månedens gear og gadgets: MacBooks med touchskærm, Googles flagskib og legendarisk pladespiller

Vanen tro har oktober budt på mange nye gadgets, som kan få tech-aficionados til at savle. Vi har endnu engang samlet seks af de fedeste gadgets, som er skyllet ind på vores kyster.

AppleMacBookPro2016-1

1. Ny MacBook Pro

Så kom den endelig. Med næsten 500 dages ventetid fra MacBook Pro sidst blev opdateret, fik vi i slutningen af oktober, endelig præsenteret den næste generation af Apples mest kraftfulde bærbare computer.

I den nye MacBook Pro har Apple præsenteret deres seneste innovation, Touch Bar. Det er et langt glasfelt, der sidder der, hvor funktionstasterne plejer at sidde. Touch Bar er i bund og grund en touch-skærm, der skifter funktion alt efter hvilken app, der kører på din MacBook. For eksempel kan den blive til en emoji-bar, hvor du lynhurtigt kan vælge emojis til dine mails eller iMessages. Den kan også bruges med GarageBand, Final Cut og Office-pakken.

Touch Baren er der hvor den nye MacBook Pro virkelig skiller sig ud fra de tidligere modeller, men som altid har Apple også presset Pro-pakken ned i en endnu mindre aluminiumkasse. Faktisk er 13 tommer-modellen nu 12 procent tyndere, vejer det samme og er samlet set mindre end MacBook Air. Den vejer kun 1,37 kg og er ikke mere end 14,9 mm tyk. Den holder strøm i op til 10 timer på en enkelt opladning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For at kunne gøre MacBook Pro så tynd, har Apple sat anden generation af deres butterfly switch-keyboard i, så du skal altså vænne dig til et nyt tastetur med en mindre klik-fornemmelse, når du trykker på det. Derudover er der samme trackpad med haptisk feedback, som der er i den tidligere Pro-model, men denne gang har Apple valgt at gøre den dobbelt så stor som normalt i 15 tommer-modellen (46 procent i 13 tommeren).

Den nye MacBook Pro kommer i tre forskellige modeller. 13” og 15” og så en billigere 13” model, uden Touch Baren. De er nu også endelig tilgængelige i både sølv og space grey, men stadig ikke guld og lyserød.

De nye MacBook Pro’s kommer som standard med en Intel Core i5-processor, Intel Iris GPU, 8 GB RAM og 256 GB intern lagerplads. Det kan dog modificeres op til en Intel Core i7-processor, 16 GB RAM og 1TB lagerplads. Touch Bar-modellerne kommer med fire USB-C indgange og – halleluja – jack-stik. 13 tommer-modellen uden Touch Bar, kommer med to USB-C indgange og et jack-stik.

Du kan købe den nye MacBook Pro uden Touch Bar på Apples hjemmeside, og den starter på 12.999 kroner. De to modeller med Touch Baren kan forudbestilles og de starter på 15.499 kroner for 13 tommer-modellen og 21.099 kroner for 15’eren.


8831f2e3db7964f963fc00005362f4c2

2. PlayStation VR

PlayStation VR er Sonys bud på et virtual reality-headset og kan meget vel vise sig at være afgørende for VRs brede gennembrud. Indtil nu har der været nogle billige muligheder for mobilløsninger til VR som Gear VR fra Samsung, Google Cardboard og snart Google Daydream. Derudover har der været de helt store og seriøse spillere som HTC Vive og Oculus Rift, som er de eneste der har kunne give en rigtig god VR-oplevelse.

Både HTC Vive og Oculus Rift koster dog fra 5.000 kroner og opefter, og dertil skal du bruge en ret kraftig PC, for at kunne drive de spil der findes til. Med PlayStation VR er en nogenlunde VR-oplevelse pludselig inden for rækkevidde for mange flere mennesker.

Det kræver nemlig ikke andet end din PlayStation 4, et PlayStation-kamera og PlayStation VR, så er du i gang. Der findes allerede en række spil til PlayStation VR, men da PlayStation er så udbredt en platform som den er, kan vi godt forvente at der virkelig kommer gang i VR-spillanceringerne, inden for det næste års tid. PlayStation VR er den billigste måde at opleve kraftkrævende VR-spil på, og kan være en afgørende faktor for, hvordan VR kommer til at udvikle sig de næste par år.

PlayStation VR kan købes nu og koster 3.799 kroner.


ChromecastUltra

3. Google Chromecast Ultra

Chromecast er en lille dongle, produceret af Google, som giver dig mulighed for, at streame indhold fra din smartphone, over på dit tv. Det er en nem og billig måde at gøre dit dumme tv smart på. Du kan blandt andet streame Netflix, HBO, DR eller dine billeder over på dit tv, så du ikke behøver at se det på din smartphone eller tablet. Det hele sker gnidningsfrit via wifi.

Denne oplevelse har Google nu gjort endnu bedre med Chromecast Ultra. Chromecast Ultra kan nemlig streame i op til 4K og HDR. Derudover er der mulighed for at sætte et ethernet kabel direkte i den nye Chromecast for hurtigere og mere pålidelig streaming. Sammen med den nye processor, der sidder i Chromecast Ultra, giver det en meget hurtigere og mere flydende oplevelse end sidste års Chromecast, der dog stadig er rigtig god.

Chromecast Ultra kan købes i butikkerne fra 22. november, men kan allerede nu forudbestilles på Googles egen hjemmeside. Den koster 630 kroner. Det er næsten det dobbelte af den tidligere Chromecast, så tjek lige om dit tv faktisk understøtter 4K og HDR, inden du skynder dig ind og forudbestiller den.


HpEliteSlice

4. HP Elite Slice

Tidligere i år kom HP med deres bemærkelsesværdige HP Spectre laptop. Til Spectre havde HP designet et nyt logo, som skulle indikere en ny æra for HP med mere fokus på kvalitet og æstetik.

HP Elite Slice er det andet produkt, der bærer det nye logo, og det ser ud til at både kvaliteten og æstetikken også her er helt i top. Elite Slice er en såkaldt desktop modular computer. Det betyder at du kan tilkøbe og udskifte dele, som var det Lego. For eksempel kan du tilføje en højtaler eller et DVD-drev, hvis du af en eller anden grund skulle have brug for det.

HP kan i fremtiden udvikle nye moduler og så du nemt og hurtigt kan opgradere din PC et modul af gangen. Et modul som HP allerede har annonceret, er et trådløs opladningsmodul, der lader din smartphone, når du lægger den over på din Elite Slice (hvis din smartphone understøtter trådløs opladning vel at mærke).

HP Elite Slice er en lille kasse på 16,5×16,5 cm, og er som standard 3,5 cm høj. Højden vil dog hurtigt blive mangedoblet i takt med, at du tilføjer flere moduler.

Den kommer i forskellige variationer. Med Intel Core i3, i5 og i7 processorer og helt op til 32GB RAM. Lagerpladsen er uspecificeret, da den i princippet er uendelig, alt efter hvor mange moduler, du tilkøber.

HP Elite Slice kommer til salg i Danmark i løbet af november. Den kan forudbestilles fra et hav af webshops – for eksempel Dustin – til meget varierende priser startende ved omkring 10.000 kroner.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Google Pixel & Pixel XL

Google Pixel og Pixel XL er Googles nye smartphones. Tidligere har Google stået bag Nexus-serien i samarbejde med forskellige eksterne producenter, men med Pixel har Google taget hele processen i egne hænder. Godt nok er Pixel-modellerne produceret på en fabrik ejet af Huawei, men Google har selv stået for designet fra yderst til inderst og ikke bare leveret styresystemet.

Google Pixel og Pixel XL er altså de første smartphones nogensinde, der er tænkt lige efter Googles hoved. Her spiller både hardware og software nemlig perfekt sammen – en faktor, der længe har været iPhonens største fordel. En hjørnesten i de nye Pixel-smartphones er eksempelvis Google Assistant, der er en integreret del af både software og hardware. Det er den mest avancerede virtuelle assistent på markedet lige nu, men desværre har den endnu ikke lært dansk.

Google Pixel er den mindre model af de to. Den kommer med en fem tommer, FHD AMOLED-skærm med en pixeltæthed på 441. Bag skærmen er der blevet plads til et 2.770 mAh batteri, der ifølge Google skulle holde hele dagen. Den understøtter også hurtigopladning gennem USB C-indgangen, der skulle give op til syv timers brug på kun 15 minutters opladning.

Google Pixel XL kommer med en 5,5 tommer, QHD AMOLED-skærm med en pixeltæthed på helt op til 534 – det er væsentlig flere pixel per tomme end for eksempel iPhone 7 Plus, der blegner med sine 401 ppi. Batteriet er 3.450 mAh og understøtter selvfølgelig også hurtigopladning.

Begge telefoner kommer med 4GB RAM, Qualcomm Snapdragon 821-processor, 32 eller 128 GB lagerplads, 12,3 MP bagudvendt kamera – som Google i øvrigt selv kalder for verdens bedste i en smartphone – og et 8 MP frontkamera.

Begge Google Pixel-modeller kommer i tre farver: Quite Black, Really Blue og Very Silver.

Pixel og Pixel XL er ikke til salg via Google endnu, men Pixel i Quite Black og 128 GB kan købes – hos Happii og Proshop – og koster 7.999 kroner.


Technics

6. Technics SL-1200G

Panasonic annoncerede tidligere i år, at de ville genoplive den legendariske Technics SL-1200-serie af pladespillere – pladespilleren, der spillede en afgørende rolle for hiphop og dj-kulturen i både 70’erne, 80’erne og 90’erne. I første omgang blev det desværre kun til 300 eksemplarer af en limited edition SL-1200GAE, som blev meldt udsolgt på under en halv time.

Senere blev vi lovet en standardversion og nu er de første SL-1200G-pladespillere, begyndt at komme på hylderne rundt omkring i Europa. Technics har også bekræftet, at den genoplivede kending kommer til Danmark i løbet af efteråret, men vi har dog ikke nogen dansk pris på den endnu.

Ifølge Technics CTO, Tetsuya Itani, er den nye SL-1200 model blevet redesignet helt fra bunden. Det skulle blandt andet gøre den mere robust og som Technics selv skriver i en pressemeddelelse er »fortidens analoge problemer er overvundet« i den nye opdatering.

Da Technics SL-1200G er noget af det ypperste inden for pladespillere, koster den naturligvis også knaster. For at få fingrene i herlighederne skal du nemlig af med ca. 26.000 kroner, men så har du også en pladespiller for livet. Den kan anskaffes gennem tyske forhandlere i øjeblikket, men må formodes også at komme til salg i Danmark inden længe.


xiaomi-mi-mix-official-1

Bonus: Xiaomi Mi Mix

Xiaomi er en af verdens største smartphoneproducenter og bliver ved med at imponere med deres high-end telefoner til den halve pris af konkurrenterne. De har netop præsenteret en ny koncept-smartphone, der dog kommer til salg i butikkerne – og den ser helt vild ud. Fronten af Xiaomi Mi Mix er nemlig dækket af 91,3 procent skærm – for iPhone 7 Plus hedder tallet 67,7 procent.

Ud over at være over 90 procent skærm, er Mi Mix også pakket med nogle af de bedste specifikationer i en smartphone overhovedet. Den har også en af de største skærme i en smartphone overhovedet – nemlig 6,4 tommer. Normalt ville det være alt for stort, men når så meget af fronten er udnyttet til skærm, betyder det, at Xiaomi Mi Mix ikke er større end f.eks. en iPhone 7 Plus, der har en 5,5 tommer-skærm.

Bag den store skærm ligger den hurtige Qualcomm Snapdragon 821-processor, 6 GB RAM, op til 256 GB lagerplads og et batteri på 4.400 mAh. Det er et meget stort batteri, men der skal også meget power til at drive en så stor skærm, så forvent ikke uhørt lang batterilevetid. Det bagudvendte kamera er på 16 MP og frontkameraet, der nu er placeret i bunden fordi at skærmen fylder hele toppen, er på 5 MP.

Desværre er der endnu ikke nogle danske butikker, der forhandler Xiaomis smartphones, men Xiaomi Mi Mix kommer til salg i Kina 4. november og kommer til at koste mellem – og hold nu fast – 3.500-4.000 kroner. Skulle du være interesseret i Xiaomi Mi Mix, så er der hjemmesider der sælger og sender Xiaomis produkter til Danmark – det er dog på eget ansvar.

Læs også: Månedens gear og gadgets: Apple, Apple og Apple – og en svinedyr Walkman i det pureste guld

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af