Mød Otto Movie Buddy: En Facebook Messenger-bot, der holder dig opdateret om dine favorit-serier

Det kan virkelig være svært at følge med i, hvornår der kommer nye afsnit af alle de serier, man efterhånden er tvunget til at følge med i, hvis man skal have noget ud af den daglige watercooler-snak. Det vil den gratis, danske tjeneste Otto Movie Buddy hjælpe dig med.

Otto Movie Buddy er en Facebook Messenger-bot, som du bare starter en samtale med og så får du besked, når der er nye afsnit på vej af dine yndlingsserier.

Efter at have prøvet kræfter med Otto et par timer efter Radio 24syvs glimrende film- og serieprogram ‘Stream Team’ pushede tjenesten, tegner der sig et ret effektivt billede. Du fodrer simpelthen Otto ved at skrive dine yndlingsserier, botten svarer ved at få dig til at bekræfte, at I er enige om serien. Derefter får du en Messenger-besked, når der er en udgivelsesdato på en ny sæson.

Den er ikke så glad for stavefejl og har stadig huller i sin viden, om hvorvidt der er tale om en afsluttet serie. Skriver man ‘The Sopranos’ får man eksempelvis at vide, at man får besked, når der er nyt om en udgivelsesdato. Skriver man ‘Borgen’ får man dog at vide, at den lader til at være afsluttet. Alt i alt er den imponerende velbevandret i serie-universet. Prøv det HER.

Idéen er lidt ligesom Play Pilot omsat til en Messenger-bot. Det føles overordnet set ret naturligt og intelligent, hvilket er mere end hvad man kan sige om de fleste bots.

Udover den konversationelle funktion kan du også via botten browse en lang række serier, føje dem til dine favoritter og se trailers.

På sigt er det ifølge udvikleren planen at Otto skal kunne give dig personlige anbefalinger ud fra dine favoritserier. Hvorvidt det er planen at bygge film på tjenesten som navnet indikerer, er uvist.

Læs også: Det skal du streame i januar – fra Sherlock Holmes til Slender Man

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af