Henrik Vibskov gav modeshowet nyt format i Østre Gasværk Teater

Henrik Vibskov har flair for at tilføre modeshowet en ekstra dimension. Sæson efter sæson, når designeren med den kringlede hjerne fremviser sine kollektioner i både Paris og København, bærer catwalken præg af interessante og historiefortællende installationer.

Trods det faktum, sad man alligevel med følelsen af, at Vibskov overgik sig selv, set fra et location-mæssigt perspektiv, da han viste sin kollektion, ‘The Five O’Clock Leg Allignment’, på modeugens anden dag. Lokationen var Østre Gasværk Teater, hvor høje tribuner omkredsede catwalken og installationen med yogier i midten, hvilket gjorde plads til en stor publikumsskare – et stærkt symbol for den demokratiske tilgang, som designeren ofte har haft til sit show i København.

henrikvibskov_aw17-cph4

Og så gav det egentligt ret god mening at tage et teater i brug, fordi Vibskovs shows langt hen ad vejen er en helhedsoplevelse, der handler om mere end ‘bare’ tøjet.

Selve kollektionen var meget omfattende, og således kunne Vibskov udfolde sin kreativitet endnu mere, end han har gjort igennem de seneste kollektioner. Silhuetten var selvfølgelig overdimensioneret, nogle gange stumpet, men altid legende, som vi kender den fra hans karakteristiske dna. Og i farve- og materialevalget blev der for alvor spillet på mange tangenter.

henrikvibskov_aw17-cph5

Første del af showet bød på grafiske striber og frynsede detaljer i en rød/hvid/blå farvekombination, hvor særligt et sporty suit til mændende og en kjole til damerne udmærkede sig.

Herefter gik kollektionen i flere forskellige retninger, og specielt denim i forskellige afskygninger stod som en forfriskende, men også afdæmpet kontrast til Vibskovs mange fine mønstre, der altid præger hans kollektioner.

henrikvibskov_aw17-cph2

Han havde også fundet plads til workwear med store patches, og han fik sat endnu en streg under sine kreative evner og sit format. Og så slog kollektionen samtidig dagens tydeligste slag for den diversitet, der heldigvis fylder mere og mere på catwalken – også under Copenhagen Fashion Week.

Læs også: Ganni spredte kærlighed under Copenhagen Fashion Week

henrikvibskov_aw17-cph3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af