Calvin Klein sætter trumf på med den nyeste kampagne for deres undertøjslinje. Sofia Coppola er instruktør, hendes mand og hans band Phoenix leverer soundtracket og foran kameraet finder vi skuespillere som Kirsten Dunst, Lauren Hutton og Rashida Jones.
Og det er ikke kun på papiret, at videoen imponerer. For resultatet er et intimt og sensuelt møde med de kvinder, som Coppola selv har udvalgt.
»Jeg udvalgte bare nogle af min yndlingspiger, og jeg syntes, det var cool at se kvinder fra 18 til 70 år på den her legesyge og sexede måde«, siger instruktøren til Calvin Klein.
Det var netop vigtigt for hende at vise rigtige kvinder på en underspillet måde i hendes take på en undertøjsreklame.
»Jeg har sat pris på at gøre det modsatte af mange undertøjsreklamer, vi ser. Jeg ville have cool og kloge kvinder. Og jeg er stolt over, at vi har to med Harvard-uddannelser i gruppen. De har rigtige kroppe. Og jeg tror, at de kan relatere til mig, og til kameraet, på en anden måde. De er ikke så meget gudinder – de er mere tilnærmelige«.
Phoenix-nummeret i videoen er et nyt, men endnu ikke navngivet track.
Som et led i kampagnen er der også lavet små interview med de medvirkende kvinder. Alt kan ses hos Calvin Klein.
Læs også: De Oscar-vindende ‘Moonlight’-mænd er i front for ny Calvin Klein-undertøjsreklame