Wood Wood fortolkede tidens kopibølge og collabs til Milano-show

Efter brandets showcomeback i janaur sagde Wood Woods kreative chef, Karl-Oskar Olsen, at han betegnede kollektionen som »formal sportswear«, og den beskrivelse passer i den grad også på den SS18-kollektion, der blev præsenteret igår aftes under herremodeugen i Milano.

Faktisk var modellerne iklædt looks, der bevægede sig tættere på den klassiske skræddersyede garderobe end på sports- og streetwear. Den bevægelse blev slået fast allerede med de to første look, som ofte bliver brugt til at kendetegne en kollektionen. Her fik vi nemlig først en herremodel og så en kvinde i klassiske jakkesæt, men begge med t-shirts i stedet for skjorter.

Det er også den bevægelse, som vi ser hos flere internationale streetwear-brands. Efter tre-fire sæsoner præget af en fascination af det helt almindelige er det spændingen mellem det klassiske og gaden, som mange finder interessant.

Et af de mest markante beviser for dette miks var naturligvis Louis Vuittons samarbejde med Supreme, som snart kommer til salg, og netop det samarbejde lod til at være en inspirationskilde for Wood Wood. I flere looks nærmest parodierede Karl-Oskar Olsen og co. over det – og måske samarbejder generelt – hvilket især blev tydeligt på nogle deminjakker, der mindede meget om det logoprintede møde imellem Louis Vuitton og Supreme. Samtidig bød kollektionen – ligesom LV x Supreme – på mange tasker.

»Fake somebody real nobody« stod der på denimjakkernes print og på mange af kollektionens andre styles, men det så ud til, at der også var byttet rundt på ordene, som altså spillede på udtrykket rather be a fake somebody than a real nobody. Samtidig hed kollektionen ‘Mondano’, som der også stod på nogle få styles, og det kan vist både betyde mondæn og sådan lidt verdensmands-agtig. Så splittelsen var komplet.

Kollektionen i sig selv var dog meget ren i sit udtryk. Farverne var enkle og dybe pånær en orange anorak, der spillede på tidens populære streetwear-farve, mens prints og tryk blev holdt på et minimum. Det gjorde det nogle steder lidt enkelt, men der var også flere højdepunkter som for eksempel anorakken, en skjortekjole, et blomstret sæt og en blå/hvid ternet kjole med spaghettistropper, som skubbede lidt til de renere looks.

Se hele kollektionen HER.

Læs også: Wood Wood klar med nyt Champion-samarbejde – dropper på torsdag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af