Autencitet fylder meget i en tid, hvor streetwear dominerer en stor del af modebilledet. Og autencitet kan man som bekendt ikke købe sig til. Det ved Han Kjøbenhavn godt.
Brandets skaber Jannik Wikkelsø Davidsens opvækst i en københavnsk forstad har altid været en inspiration og til tider også en tydelig del af deres spektakulære shows.
Igår aftes var et af de shows. Titlen var ‘The Concrete’, og catwalken i Bella Center var fyldt med betonlignende skulpturer med skorstene og udsugningskanaler, der fik hele setuppet til at ligne hustage i et industrikvarter (måske mere i Brooklyn end Hvidovre, men bevares).
Modellerne og tøjet skruede op for storbydystopien, som vi efterhånden kender Han Kjøbenhavn for. Men på en ny og mere homogen måde.
Alle looks var monokrome (i grå, mørkeblå, bordeaux og brunt) og militærinspirationen bandt modelhæren sammen – fra et hav af tasker og store spænder til netmateriale, og der mest lignede skudsikre veste. Han Kjøbenhavn var klar til krig.
Læg dertil et print af Peter Paul Rubens’ maleri ‘Faetons fald’ brugt til fulde looks. Et billede, der viser solguden Apollos søns endeligt efter en uansvarlig brug farens solvogn. Det er ofte set som et symbol på ungdommelig kådhed og mangel på mådeholdenhed, men er også fortolket som en metafor for statsledere uden situationsfornemmelse.
Så selv om Jannik Wikkelsø Davidsen sjældent ynder at snakke om en dybere mening med hans design, så skabte det i hvert fald en fortælling, der passede til showet og den tid, vi lever i.
Og det gjorde dele af designet også. For militærinspirationen deler Han Kjøbenhavn med flere internationale herrebrands lige nu – men i hænderne på Davidsen var der selvfølgelig flere twists. En del styles var for eksempel syet i velour, ligesom der også var skruet godt på proportionsknapperne – fra en oversize, dobbeltradet blazer med kæmpe revers til overdimensionerede brystlommer og ekstra brede skuldre.
Man kan måske spørge sig selv, om hvor meget af det, der blot var showpieces, og hvor meget der rent faktisk ender på bøjlerne i forretningerne? Men selv om man selvfølgelig gerne skal kunne genkende et brand og en kollektion i butikkerne, så må et show godt balancere på den knivsæg, hvor det imageskabende og visionære vejer tungere end ren produktformidling. Og det gjorde det i går aftes. For Han Kjøbenhavn formår at gå kompromisløst til værks.
Læs også: Showanmeldelse: Et ærgerligt setup pillede pynten af Stine Goyas modeuge-comeback
Læs også: Street style: Modeugen tog hul på showkalenderen og sensommeren