Adidas, Champion, Neighborhood, Asics – Wood Woods række af samarbejdspartnere i år er allerede imponerende, og nu kan det danske brand tilføje Barbour, der hjælper københavnerne med den seneste markering af deres 15 årsjubilæum.
De to brands arbejdede også sammen i 2012, da Wood Wood fejrede sit tiårsjubilæum. Dengang var der tale om en jakke, men nu er de klar med en større kollektion, der både inkluderer jakker, bukser, trøjer og accessories.
Barbour er dog især kendt for sine jakker, og det er også dem, der stikker mest ud i kollektionen. Især to vandtætte jakker, Kilde og Amager som de hedder, stikker ud med brugen af iøjenfaldende farver.
»Vi er glade for at arbejde med Barbour igen og bygge videre på vores delte påskønnelse af godt design og at blande det moderne med traditionerne i en kollektion, som jeg mener taler til følgere af begge brands«, siger Wood Woods Brian SS Jensen ifølge en pressemeddelelse.
Se kollektionen her på siden, før den kommer til salg i Wood Woods butikker og webshop på lørdag.
Læs også: Street style: Wood Wood x Champion ramte gaden