Når de fire store modeuger, der traditionelt set har været kvindemodeuger, i Paris, London, Milano og New York løber af stablen i februar, bliver det også sidste gang, at en af tidens største modeller, Gigi Hadid, og Tommy Hilfiger samarbejder.
Den fjerde og sidste kollektion bliver nemlig præsenteret ved endnu et storstilet TommyNow-show, der denne gang foregår under modeugen i Milano – og hvorfor ikke slutte på toppen? Det kommende SS18-kollektion, der igen bliver sat til salg lige efter showet, er nemlig parrets stærkeste til dato.
Fokus er denne gang på tidens fortsatte sportswear-inspiration og mere præcist på motorsport, ligesom vi ved de seneste modeuger så det hos blandt andet Fenty x Puma og danske Won Hundred. Sidstnævnte lavede en kollektion, der var inspireret af speedwaykongen Ole Olsen.
Hos Hadid og Hilfiger gennemsyres kollektionen af sporten – fra tights og tekniske jakker til målflagstern, patches og logoer, alt sammen i Hilfigers signatur rød, blå og hvide farvekombination, selvfølgelig.
»Jeg elsker, hvordan windbreaker-jakken blev«, siger Hadid ifølge Vogue. »Jeg er glad for formerne, og hvordan de kan bæres som mode-statements, der er funktionelle«.
Kollektionen kommer til salg online den 25. februar efter showet i Milano.
Læs også: Saks Potts gør det igen – Gigi Hadid spottet i en af deres jakker