Diversitet, kropspositivitet og inklusion, både på catwalken og i kampagner, har de seneste år været buzzwords i modebranchen.
Men selvom en større mangfoldighed bliver italesat – og delvist praktiseret – viste sidste uges eksempel fra Copenhagen Fashion Week, hvor Louise Linderoth ikke kunne få tilladelse til at sende modeller i kørestol ned ad catwalken, at der stadig er plads til forbedringer.
Måske burde flere rette blikket mod New York Fashion Week, der netop nu løber af stablen og gentagne gange har taget titlen som den mest mangfoldige. Her har flere af mangfoldighedens fanebærere med største selvfølgelighed statueret en række stærke eksempler på diversitet i forbindelse med præsentationen af deres AW18-kollektioner.
Chromat sendte således et model-cast ned ad catwalken, der igen bestod af alle aldre, køn og kropstyper. Blandt modellerne var den transkønnede Geena Rocero, en model med benprotese samt adskillige plus-size-modeller. Og så udfordrede designer Becca McCharen-Tran på humoristisk vis også skønhedsidealer ved at udstyre flere modeller med ostepops på catwalken.
»Med Chromat udnytter vi enhver chance til at fejre diversiteten. Både i shows, kampagner og design. Vi vil være med til at skubbe branchen fremad med et nyt billede af stærke og inspirerende kvinder«, fortalte McCharen-Tran, da vi tidligere interviewede hende.
Hos Gypsy Sport var udgangspunktet det samme. Den blot tiårige drag kid Desmond Napoles var at finde på catwalken, og den transkønnede model Munroe Bergdorf lukkede showet.
Også hos Christian Siriano, hvor man fejrede tiårs jubilæum, var der igen fokus på diversiteten. Ashley Graham, som de seneste år er gået forrest i kampen for at udfordre kropsidealerne, åbnede showet i en flot rød frakke, hvorefter en mangfoldig skare af modeller indtog catwalken. Og Siriano er ikke i tvivl om, at det han og brands som Chromat og Gypsy Sport viser under New York Fashion Week gør en forskel.
»Jeg tror, at vi ændrer mange kvinders liv. Folk, der shopper, kan se tøj på forskellige kropstyper og kan rent faktisk forestille sig selv i tøjet«, siger designeren til The Cut.
De internationale kvindemodeuger er netop skudt igang. Det bliver interessant at følge, hvor meget diversiteten vil præge catwalken i de kommende uger.
Læs også: Modens fokus på yderpunkterne er problematisk – mangfoldigheden ligger gemt i den mudrede midte