Da Copenhagen Fashion Week i august samlede modebranchen for at kigge på næste års sommertøj, var det noget andet end designernes kreationer, der stjal opmærksomheden på catwalken. For på tværs af alle shows blev sommergarderoben vist frem af modeller, der ikke nødvendigvis var unge, hvide og tynde.
Freya Dalsjø inviterede flere modeller med mellemøstlige rødder indenfor, Mark Kenly Domino Tan brugte den kønsflydende model Vincent Beier, Saks Potts havde en gravid Emma Leth iklædt deres design, mens Nicholas Nybro udelukkende brugte ældre modeller.
Med andre ord afspejlede catwalken for en gangs skyld den verden, vi alle oplever ude på gaden eller foran spejlet, og ikke kun modens ellers så idylliserede, hvide overklassedrømme. Og selv om det var et nysyn herhjemme i den omfattende skala, så er det en naturlig reaktion på det billede, der har tegnet sig de seneste år i den internationale modeverden.
Diversitet er nemlig blevet et af modens største buzzwords, og flere kampagner og catwalks er ikke længere helt, som de plejede at være. Alene i år har Caitlyn Jenner ageret kampagnemodel for H&M, Calvin Klein har streetcastet modeller af forskellig etniskbaggrund til sine annoncer, mens Lena Dunham har taget sin kamp for mere naturlige kropsidealer ind i modebranchen med sit nej tak til billedretouchering og som kampagnemodel for det kropspositive undertøjsmærke Lonely.
Det er blot et lille udpluk af en bevægelse, der er yderst velkommen, og som ikke ser ud til at stoppe igen. Og så alligevel. For samtidig viser undersøgelser, at diversiteten slet ikke er så gennemgribende, som den tager sig ud. Hver gang et brand omfavner mangfoldighed, bliver det slået så stort op, at det nogle gange ligner et publicitetsstunt.
For et par år siden var det feminismen, moden dyrkede, og Karl Lagerfeld transformerede for eksempel et Chanel-catwalkshow til en fiktiv feministisk protest, hvor modellerne gik med skilte med kliché-statements som ‘Ladies First’.
»Vi lever jo ikke i en verden, hvor alle mennesker er hvide«
Nu har sæsonerne skiftet, og et nyt emne er in – kan man i hvert fald frygte. For selvfølgelig bør alle slags mennesker kunne identificere sig med de drømme, som kampagner og modeshows forsøger at sælge. Alt andet er dybt besynderligt, mener model-casteren Gilleon Smith, der er en af modebranchens store fortalere for diversitet og inklusion. Hun er kendt for sit arbejde for brands som Chromat og Rochambeau.
»Diversitet burde være en standard. De fleste mærker sælger tøj til massen, så hvorfor ikke repræsentere den? Vi lever jo ikke i en verden, hvor alle mennesker er hvide. Lad det blive reflekteret på catwalken og i kampagnerne«.
Plads til diversitet
Hvis vi lige tager de positive briller på igen, så er der bedring at spore. Det er den franske model Clémentine Desseaux et bevis på. For bare få år tilbage, ville der ikke være plads til hende i modebilledet. Faktisk havde hun også svært ved at finde arbejde i Frankrig, og for to år siden tog hun konsekvensen og flyttede over Atlanten.
»I de seneste to år har det udviklet sig vildt hurtigt. Særligt i USA. Kropsdiversitet er både accepteret og trendy«, siger Desseaux, der i år har været med til at starte All Woman Project, som sætter fokus på mangfoldighed.
Ligesom Gilleon Smith slår hun fast, at diversiteten er en nødvendighed: »Kvinder føler mere power og føler sig bedre tilpas, når de har mangfoldige kropstyper at forholde sig til«.
Selv om det overvejende fokus i diversitetsdiskussionen har været hudfarve, virker det nu logisk, at i endnu højere grad zoome ind på kropsidealer og ikke mindst kropspositivet. Det fokus har givet kvinder som Desseaux mulighed for at arbejde som model og definere en anden form for skønhed, selv om hun er størrelse 42/44 og altså langt fra de typiske modelmål.
De såkaldte plus-size-modellers berettigelse i modebilledet blev for alvor cementeret, da Sports Illustrated i foråret havde Ashley Graham på forsiden af bladets Swimsuit Issue.
Derfor ser Gilleon Smith det også som sin mission at forsøge at præge designerne til at omfavne diversiteten. Sammen med designeren Becca McCharen har hun på den måde været med til at gøre Chromat til et af modebranchens mest progressive brands på diversitetsområdet.
Siden 2010 har McCharen udfordret branchens normer. Ikke bare med sine eksperimenterende sportsinspirerede lingerikollektioner, men også takket være Smiths castings af modeller. Da jeg snakker med designeren, skinner hendes stålfaste og mangfoldige vision konstant igennem.
»Med Chromat udnytter vi enhver chance til at fejre diversiteten. Både i shows, kampagner og design. Vi vil være med til at skubbe branchen fremad med et nyt billede af stærke og inspirerende kvinder«, fortæller McCharen og fortsætter: »Det er så indskrænkende kun at se én type i medierne. Og som designer føler jeg et enormt ansvar for at hylde alle former for kvinder«.
Under interviewet er det svært at så tvivl om, hvorvidt der er handling bagved de meget inkluderende ord, der mest af alt minder om ét stort power-budskab. Da McCharen i vinters præsenterede mærkets AW16-kollektion under New York Fashion Week, blev showet både åbnet og lukket af en kurvet model. Samtidig spændte showets 28 modeller over en bred vifte af hudfarver, og som prikken over i’et var modellen Lauren Wasser, der har en benprotese, også med i showet.
»Den store alsidighed er, hvem vi er som brand. Sådan har det været fra første show, hvor det var vores venner, der var modeller. Det er kvinder af alle racer, størrelser og seksualitet. Og med Gilleon (Smith, red.) øger vi fokus på inklusion endnu mere«, siger McCharen, der dermed statuerer et eksempel på en mangfoldig magtdemonstration, der understreger, at diversitet kan være ægte under både shows, kampagner, og når tøjet i sidste ende skal sælges.
Og alt det sker samtidig med, at mærket påklæder prominente personligheder som Beyoncé, Madonna, Taylor Swift og Nicki Minaj. Mangfoldighed og high-fashion udelukker altså ikke hinanden.
Brands skal holdes ansvarlige
Selv om Chromat er et pragteksemplar, er diversiteten generelt i bedring i flere dele af modebranchen. Igennem de senere år er andelen af forskellige etniciteter i moden gået i den inkluderende retning, men ting tager tid. Statistikker foretaget af The Fashion Spot viser, at over 75 procent af alle modeller ved AW16-modeugerne i Paris, London, Milano og New York var hvide modeller.
Og selv om det er en forbedring i forhold til de forhenværende sæsoner, kan det synes mærkværdigt, at tingene ikke går hurtigere. Særligt når man tager i betragtning, at den ikke-vestlige verden i høj grad har fået øjnene op for den vestlige luksusmode.
Modebranchen bygger altså stadig på en række fasttømrede normer og værdier, hvilket toneangivende mærker som Saint Laurent, Ann Demeulemeester og i særdeleshed Vetements og Balenciaga med den ellers så roste designer Demna Gvasalia bag roret. Catwalken ved begge brands’ seneste shows var næsten hvidvasket. Det positive er dog, at det nu er noget, der bliver talt om, og Gvasalia har sågar været ude og undskylde, at etnisk diversitet ikke havde ligget ham på sinde, men at han selvfølgelig nu forstod vigtigheden af den i samfundet i dag.
»Vi skal være bedre til at udpege de mærker, der ikke er mangfoldige«
For Gilleon Smith er det netop vigtig, at vi holder designerne ansvarlige, hvis de holder fast i de gammeldags, hvide dyder.
»Vi skal være bedre til at udpege de mærker, der ikke er mangfoldige. Lad dem forklare deres vision, og hvorfor de ikke inkorporerer diversitet«.
Hun mener, at mange brands stadig glemmer diversiteten, og samtidig at for mange mærker kun snuser til mangfoldigheden for den politiske korrektheds skyld.
»Flere og flere brands søger efter diversitet, men ofte inkluderer de kun én sort eller én asiat (i deres kampagner og shows, red.). Det er en skam, for så gør man det bare for at være politisk korrekt i stedet for at spille på visionen om inklusion i moden«.
Vi forbrugere bærer også et ansvar
Vender vi blikket tilbage mod kropspositivitet, går udviklingen endnu langsommere. Kun seks såkaldte plus-size-modeller var, ifølge The Fashion Spots’ undersøgelser, repræsenteret på catwalken i AW16-fremvisningerne, hvor af Chromat stod for to af dem, og det er på trods af, at en model som Ashley Graham stormer fremad, og at to tredjedele af de amerikanske kvindelige forbrugere befinder sig i modens såkaldte plus-size-segment.
Ifølge Becca McCharen ligger der dog en række overordnede faktorer til grund for stilstanden på området.
»Indkøberne vil nærmest ikke engang røre en størrelse XL. Da vi første gang fokuserede på en kurvet kollektion, var der nærmest nul high-fashion-butikker, der fandt det interessant«.
Det chokerede designeren, og hun forstår derfor, at andre mærker kan være berøringsangste, når det kommer til de større størrelser. Alligevel ser hun en lys fremtid for en mere omfattende størrelsesskala hos særligt luksusmærkerne, der indtil videre har holdt sig til standardstørrelserne.
»Alle har i dag en platform til at repræsentere et nyt billede af moden. Moden er blevet mere demokratisk, når folk kan vise modens diversitet på nettet. Og det kan være det afgørende i forhold til at vende op og ned på branchens standardprocesser og skabe større efterspørgsel«.
Netop muligheden for at tage del i moden som forbruger kan være det, der i sidste ende cementerer mangfoldighedens plads, hvad end vi snakker om etnicitet, kropspositivitet, alder og seksualitet. Tidens største modeller positionerer sig via sociale medier.
Senest har Instagram blandet sig i debatten om diversitet med hashtaget #runwayforall. Her opfordrer det sociale medie sine 179 millioner følgere til at tage del i debatten om diversitet ved at alliere sig med modeller som Clémentine Desseaux og Jillian Mercado (den muskelsvindsramte mode, som Beyoncé havde med i en merchandisekampagne), der har sat fokus på manglen på forskellige typer af modeller i moden.
»Langt flere mennesker har nu indflydelse og kan vise sig frem. Førhen lagde man magten i en Vogue-redaktørs hænder, men det er ikke længere kun enkelte personer, der bestemmer, hvilke dele af moden, der skal fremstilles. Og med de sociale medier har folk muligheden for at skubbe deres egne billeder og idealer fremad«, siger Becca McCharen, der tror på, at det også kan påvirke de store mærker i modebranchen til at tænke i nye baner, men påpeger samtidig, at det kræver ændringer hos både designere, indkøbere og forbrugere.
Stadig et stykke vej
Med det øgede fokus på kropspositivet og mangfoldighed følger selvfølgelig en bagside af medaljen. For i modsætning til Chromat og andre brands som eksempelvis Aerie, der også arbejder for den ægte kropspositive manifestation, er der brands, der ikke i samme omfang er oprigtige, når de berør diversiteten.
»Der er et stort gap mellem det, som mærkerne sælger i kampagner, og det tøj som de rent faktisk sælger. Mange vil sælge andre historier, end de reelt kan tilbyde. Bare fordi man viser forskellige kvinder i kampagner, betyder det ikke nødvendigvis, at man er mangfoldig«, siger Clémentine Desseaux.
Becca McCharen mener dog, at enhver repræsentation af diversitet kan være med til at flytte grænser for mangfoldigheden i et fremadrettet perspektiv – uanset om mærkerne på nuværende tidspunkt er oprigtige eller ej.
»Det kan kun hjælpe, jo flere billeder vi ser af diversitet uanset mærkets formål«.
»Fordi man viser forskellige kvinder i kampagner, betyder det ikke, at man er mangfoldig«
Men der er stadig et stykke vej, før vi har et konsekvent mangfoldigt modebillede. Modebranchen præges til stadighed af den samme type modeller, ligesom diversiteten for alvor mangler at gennemsyre modehusene i de vigtige stillinger som chefer og designere. Og selv om diversitet nu er et væsentligt emne i moden, bliver enhver form for diversitet fortsat påpeget i medierne, ligesom de forskellige modeltyper fortsat sættes i bås.
»Det bliver først en rigtigt succes, når man ikke skal sætte et mærke på os (som plus-size, red.). Det skal være naturligt. Så er vi kommet langt. Vi burde ses ens, for vi er alle modeller«, siger Clémentine Desseaux.
Det er nok for tidligt at sige, om diversitet er mere end bare en sæsonbetonet trend, men selv om moden altid har solgt drømme, beviser et brand som Chromat, at idealerne og drømmene i modebranchen kan og bør gøres mere alsidige.
Modedrømmen bør ikke tilhøre de få, men være i øjenhøjde med alle slutforbrugerne – uanset etnicitet, kropstype og seksualitet.
Artiklen har først været bragt i Soundvenue #100 tidligere på året.
Læs også: Modeller tager sagen i egen hånd – sætter fokus på diversitet
Læs også: Sort model savner diversitet – erstatter hvide modeller i kendte reklamer