Adidas’ Yeezy-kopi lander snart
Den har været teaset i noget tid, men nu lader det til, at Yung1 snart kommer i salg. Ifølge leak-kontoen Py_rates lander de første colorways af sneakeren, der føles nært beslægtet med Yeezy 700 Wave Runner, nemlig den 20. juni. Der skulle være tale om denne opsigtsvækkende orange version samt den knækkede hvide variant, som tidligere har været teaset. Modellen skulle koste omkring 965 kroner.
Samtidig er der dog også landet billeder af denne rød, hvid og blå colorway. Det vides dog ikke, om den er med i det første drop.
Undefeated sætter igen præg på Adidas
Los Angeles-brandet har igen sat sig præg på både Adidas-sneakers og –tøj med det nye samarbejde, som lander i morgen. På skosiden er det UltraBoost’en, der har fået brandets UNDFTD-logo printet hen over forfoden, mens brandnavnet bliver brugt til at skabe et nærmest camouflageagtigt mønster på Adizero Adios.
Naked har modellerne og sætter dem til salg i aften til midnat.
Rihanna laver desert boot
Der har været lidt stille omkring Rihanna på sneaker-fronten i år. Godt nok er der landet nogle modeller i forbindelse med SS18-kollektionen, men ikke nogen som er kommet på højde med Fenty Creeper. Nu prøver Rihanna at skrue op for blusset med denne plateausålede desert boot, der har fået det noget sjove navn Fenty x Puma Scuba Boot.
Modellen, som Rihanna selv hypede – ja, hun tog en pause fra Fenty Beauty – på Instagram, skulle være kommet til salg i USA, men har ikke ramt Pumas europæiske webshop endnu. Det gør den dog nok snart.
Nike remixer Air Monarch
Amerikanere elsker at kalde dem dad sneakers ligesom alt andet normcore-agtigt, og mens relaunchen af Air Monarch passede lige ned i den tendens, så tager Nike nu skridtet videre med denne M2K Tekno, der tager udgangspunkt i Monarch’en, men gør looket lidt mere moderne – ja, med en snert af Kanyes Yeezy 700 Wave Runner. Den kunne godt blive et hit, når den eftersigende lander hos udvalgte Nike-forhandlere den 19. maj – især fordi prisen virker lige så medgørlig som Monarch’en og skulle lige omkring 600 kroner.
Yeezy-støvler kommer i handlen
Ja, når nu vi snakker om Yeezy, så er det ikke kun Rihanna, der er klar med store støvler midt i det spirende forår. Kanye West, der tidligere har været fortaler for sneaker-lignende støvler med sine desert boots, har nemlig sluppet sin Yeezy Desert Rat Boot. Som navnet antyder, tager den visuelt udgangspunkt i Yeezy 500 Desert Rat-sneakeren, men har fået en mere hiking-agtig trail-sål. Antonioli i Hong Kong har skoen til 2.180 kroner.
Alexander Wang slipper sit tredje Adidas-collab
Der skal i den grad presses alt ud af Wang x Adidas-citronen. Men mens tredje installation af samarbejdet ikke imponerede synligt på tøjsiden, så er sålen på BBall-sneakeren stadig nok til at gøre de nyeste skomodeller interessante. Som Gosha Rubchinskiy blander Alexander Wang denne gang lidt VM i fodbold-klarhed ind i overdelen, hvilket skaber en sjov hybrid.
De to colorways lander sammen med resten af kollektionen næste lørdag, den 21. april.
Nike eksperimenterer med Air Jordan 1
Det er mærkeligt at diktere om en sneaker er til mænd eller kvinder, men det gør Nike stadig. Det handler selvfølgelig ofte om, hvilke størrelser skoen laves i. Nu har Nike i hvert fald laves flere version af Air Jordan 1, der er henvendt til kvinder.
To af de nye sneakers tager udgangspunkt i ‘Shattered Backboard’-colorway’en, men erstatter noget af læderet på overdelen med satin. Den 5. maj skulle de to ovenstående versioner lande.
Mere interessant bliver det dog med to nye colorways af Air Jordan 1 ‘Rebel XX’-skoen, der i første omgang blev skabt i forbindelse med det imponerende ‘The 1 Reimagined’-projekt. Imens det landede i pastelfarver i sidste uge, så er disse to colorways, der tager mere udgangspunkt i nogle af skoens historiske looks, klar til salg den 19. maj.
Og så skader det selvfølgelig ikke, at SZA agerer model i kampagnen.
Mere gult til fødderne
Gult har overtaget orange som streetwear-hypefarven, og det smitter selvfølgelig også af på flere sneakers. Bedste eksempel er Stella McCartneys seneste version UltraBoost Uncaged, der blandt andet kommer i denne skriggule colorway. Den koster 1.799 kroner hos Adidas.
Gosha Rubchinskiy har selvfølgelig taget den gule farve helt over i neonuniverset med hans seneste Primeknit-version af Adidas’ Copa-sneakers. END har modellen med Boost-sålen til 1.979 kroner.
Endelig har Reebok lavet denne skrigende sag. Her er Classic Leather-modellen ovenikøbet også udstyret med en selvlysende sål, så dine sko skaber ekstra opmærksomhed i nattemørket. Japanske Atmos har skoen til 780 kroner.
Adidas udfordrer trail-genren
Trail-såler og andre tekniske detaljer fylder meget i sneaker-moden, og nu er Adidas snart klar med en ny model med det passende tech-agtige navn F/22. Den blander, hvad der minder om Primeknit-overdelen fra en UltraBoost Uncaged, med en ny særegen sål, som er lavet af Continental-gummi og også ligner blandingen af et mountainbikedæk og en trail-sål. Modellen skulle ramme butikkerne i løbet af maj.
Alyx laver hype-hybrid
Vi fortsætter i trail-segmentet, for Alyx har lavet en anden sjov hybrid, der tager sokke-sneakeren, som har fået luft under vingerne de seneste par år takket være Balenciagas version, og sætter en trail-sål på – ovenikøbet en af de mere tilgængelig fra Vibram. Der er dog intet tilgængelig over prisen. De koster 3.720 kroner hos HBX.
Nike husker stort basketballøjeblik
I 2012 var Kevin Durant hovedårsagen til et stærkt comeback for Oklahoma City Thunder, der vandt mod San Antonio Spurs efter at have været bagud med 18 point halvvejs i kampen. Det øjeblik mindes Nike nu, når de bringer Nike KD IV tilbage. Modellen kendetegnes især af den store strop på tværs af forfoden. Modellen skulle komme til salg den 7. juni i forbindelse med hele Nikes ‘Art of a Champion’-serie.
Læs også: Virgil Abloh og Nike klar med ny sneaker – Naked er eneste danske forhandler