Hun brød for alvor igennem, da hun var med i Gaspar Noés film ‘Love’ i 2015. Siden har Klara Kristin dog primært holdt sig i den modeverden, hun kom fra, men er til gengæld steget i graderne. Hun laver få, men imponerende jobs.
Sidste år gik hun blandt andet for toneangivende Balenciaga, og i går var hun blandt modellerne, da Louis Vuitton viste sin Cruise ’19-kollektion i den franske by St. Paul-de-Vence.
Hun tog turen ned ad den stenbelagte catwalk i en funklende kort jakke og ligeledes kort kjole samt en ny version af Archlight-sneakeren. Sålen med den tydelige svang var bibeholdt, mens overdelen mindede mere om en Converse All-Star end den tidligere futuristiske løbesilhuet. Klara Kristin havde fået en version med guldsål på.
Blandt andre sneaker-modeller viste designeren Nicolas Ghesquière en version med et skafte i lårhøjde, som en versionering af Balenciagas opsigtsvækkende stilletter.
Og det var generelt en resort-kollektion, der havde fokus på det opsigtsvækkende og mere excentriske, hvilket blandt andet resulterede i en del mønster- og materialemiks. Gennemgående var der dog fokus på korte kjole og jakker – flere gange i 80’er-silhuetter med markante skuldre og fokus på taljen.
Det var tøj til en moderne, professionel kvinde, hvor luksus- og designelementerne overskinnede tidens mange streetwear-lån. Se den fulde kollektion hos Vogue.
Læs også: Emma Leth gik Balenciaga-show igen – fik selskab af Klara Kristin