Ja, den Evisu. Mågelogoet, alle måtte eje i starten af det nye årtusinde, er på ny blevet hipt. Med den tilbagevendende forherligelse af 90’ernes mere oversize silhuetter var det nok også blot et spørgsmål om tid, før nostalgien tog over, og Evisu igen vandt indpas.
Kvaliteten af den japanske denim kan ikke diskuteres, og i takt med at modepolitiet igen mener, at jeans skal sidde mere løst, så virker det egentlig som en ret naturlig udvikling.
På grund af malingen på lommerne kan de ikke vaskes på normalt vis og må fryses eller hænge i nattekulden for at blive rengjort, men trods de forbehold har folk igen taget dem til sig – heriblandt rappere og influencere som Travis Scott, Swae Lee og den danske model Veneda Budny.
Vis dette opslag på Instagram
Travis Scott på scenen i Evisu-jeans
I dag er Evisu et enormt brand med kæmpe produktionsmuligheder, men sådan var det ikke dengang i slut-90’erne, da hypen først begyndte.
Hidehiko Yamane var navnet på manden bag brandet. En lystfisker og denimfanatiker, der ønskede at producere sin egen autentiske superkvalitetsdenim til åndsfæller. Kvaliteten var revolutionerede for sin tid, men fordi Yamane insisterede på at bruge originale, amerikanske vintagemaskiner til produktionen for at bevare denimintegriteten, kunne han kun producere omkring 10-12 par om dagen.
Med inspiration fra sit lystfiskeri besluttede Yamane at håndmale mågeformede logoer på baglommerne. Det skulle vise sig at blive en rigtig god idé.
Vis dette opslag på Instagram
Veneda Budny i Evisu-jeans sidste sommer
I takt med at brandet blev mere og mere populært, betød den langsomme produktionsproces, at det også blev urimeligt eksklusivt og næsten umuligt at få fat på. Den eksklusivitet var med til at gøre brandet eftertragtet blandt modens elite og datidens største rappere.
»Black Peter Pan, fly ‘till I die, what you saying? Bathing Ape, Yves Saint, Evisu what I stay in«, rapper Lil Wayne på nummeret ‘Hustler Music’, der i dag virker mere aktuelt end nogensinde før, selvom det udkom i 2005.
Rapperne elskede det, og med de påmalede mågelogoer på alles læber – og baller – var Evisu umuligt at komme udenom i 00’erne.
Tilbage med The Carters og Travis Scott
Men Evisu forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Mågelogoet blev udvandet, og herhjemme var det til sidst kun discountbutikkerne, der solgte det, og drenge med pindsvinefrisure og for meget voks, som gik med det.
Vis dette opslag på Instagram
Lil Uzi Vert i Evisu
God kvalitet uddør dog aldrig helt, og efter nogle år uden for søgelyset dukker Evisu altså igen op i modebilledet – og i musikken.
Sidste år inkluderede Jay-Z og Beyoncé linjerne: »I’m a Martian, they wishin’ they equal / I got M’s on the back like Evisu« på singlen ‘Apeshit’.
Samtidig er Travis Scott flere gange spottet med de påklattede måger, og på Instagram har det næsten været umuligt at undgå at opdage Evisus tilbagekomst.
Vis dette opslag på Instagram
Swae Lee i Evisu
Andre nytilkomne tilhængere af brandet tæller stylister og influencere som Bloody Osiris, Ian Connor og den danske Yeezy-model Veneda Budny, mens også rappere som Lil Uzi Vert og Swae Lee har flexet mågerne. Det lader kun til at være et spørgsmål om tid, før Evisu igen for alvor er tilbage i gadebilledet herhjemme.
Der er selvfølgelig også tale om klog markedsføring, og om brandet virkelig kan genvinde fordums styrke, er svært at sige, men en ting er i hvert fald sikkert. Du kan godt finde dine gamle jeans frem fra fryseren med god samvittighed. For en stund om ikke andet. Dax-voksen lader du bare blive i skabet.
Læs også: Hold øje med: Fem hemmelighedsomgærdede japanske brands, du skal kende