Hvis man havde ventet en stor overraskelse eller et vildt trumfkort i ærmet, da Soulland holdt deres første show i København i flere år, så gik man forgæves til Sankt Thomas Plads på Frederiksberg onsdag aften.
For mens der var lagt i ovnen til noget storslået med den afspærrede plads og et imponerende stort fremmøde, som folk samledes i en cirkel inde i pladsens rundkørsel, så holdt Silas Adler og Soullands nyudråbte kvindedesigner Mathilde Maalouf sig til brandets kendte dyder.
Med andre ord fik vi Soullands særlige blanding af en klassisk velklædt garderobe med skjorter, jakkesæt, kjoler og trenchcoats og så de mere flabede prints og materialer som silke og pels. Og det er helt sikkert det mere vovede krydderi, der stadig fungerer bedst for Soulland, især i en showkontekst.
For mens Adler og co. nogle gange bliver meget ‘The Talented Mr. Ripley’-inspirerede med korte shorts, stribede kortærmede skjorter og carcoats, så fornægter brandets skate-rødder sig ikke, når et par dyreprintede pelsshorts pludselig bliver smidt ind i stilmikset.
På samme måde var flere patchwork-agtige designs med en blanding af prints og materialer i øjenfaldende og med til at skubbe til det samlede udtryk.
Udover et naturligt større fokus på kvinde-styles med alt fra badedragter til kjoler, fik vi også et par bud på knælange, kjortel-agtige skjorter, hvor et helt sort outfit især fremstod flot i sine forskellige lag og niveauer.
Men det blev altså mest et hyggeligt ‘velkommen tilbage’ til en gammel ven af den danske modeuge, hvilket Soulland næsten også selv symboliserede ved at inkluderer flere venner af huset på catwalken som Martin Konstad, Caroline Bille Brahe, Vinnie Who, Jeury og Eddie Klint.
Og så var det en smuk finale, da alle modeller blev ført ned af pladsens midte af en ung knægt i et blomsterbesat jakkesæt til tonerne af ‘Vi vil værne om jorden’.
Se alle show-looks hos Copenhagen Fashion Week.
Tjek hele vores dækning af modeugen HER.