Det er gået rigtig stærkt, siden Travis Scott i fjor udgav sit tredje studiealbum, den kommercielle kæmpesucces ‘Astroworld’, og han har med sit Air Jordan-samarbejde cementeret sin position som en af tidens mest relevante tastemakers.
Det må være konklusionen oven på weekendens Sneaker Banquet på Østerbro, hvor superstjernens Jordan-collaboration var i absolut højeste kurs.
Det var skoene, der var på unge sneaker-entusiasters læber, men ville de have fingre i et par selv, måtte de punge ud med mange tusinde kroner.
Vi var forbi det halvårlige event og fandt de fem dyreste sko blandt standholderne.
5. CNCPTS x Nike SB Red Lobster: 5.000 kroner
Nike SB-modellen er en sko, man ikke længere ser mange af i gadebilledet, men som er rig på historie og har stor affekt hos den gamle skole af sneaker-connaisseurs.
Red Lobster-udgivelsen stammer fra 2008, og på mange måder var samarbejdet med Boston-retaileren langt foran sin tid. De første 50 par blev solgt i en trææske med et gummibånd til hummerkløer, en gaffel, smørfarvede snørebånd, en hagesmæk, en vådserviet og en hummerknækker – alt sammen stemplet med det opdigtede CNCPTS Fishing Companys logo.
CNCPTS og Nike red videre på succesen og har siden udgivet en række andre colorways med endnu vildere marketingshistorier, som sælger for op mod svimlende 40.000 kroner. Den oprindelige Red Lobster-model kunne du hos Filip til Sneaker Banquet ‘nøjes’ med at slippe 5.000 kroner for.
4. Oliver Dittrech: Travis Scott x Nike Air Jordan 4 ‘Cactus Jack’: 11.000 kroner
Der var som sagt mange forskellige Travis Scott-modeller, der kandiderede til listen, og på fjerdepladsen blev der plads til denne Jordan 4-udgave. Skoens himmelblå farver er en hyldest til rapperens tidligere hjemstavnshold i NFL, Houston Oilers (i dag Tennessee Titans).
Skoen kostede blot 225 dollars i butikkerne, men ligesom de øvrige Travis Scott-modeller, fik Jordan 4-udgaven ikke lov til at stå på hylderne i mange sekunder, før de var udsolgt. Værdien er nu mere end tidoblet på blot et år.
2. Karl Faurholt: Travis Scott x Air Jordan 1: 15.000 kroner
Endnu en Travis Scott-sko. Var det ikke, fordi vi undlod at tage den samme model med flere gange, var denne kommet på listen mange gange. Karl Faurholt, en kendt figur i det danske sneaker-miljø, havde i dagens anledning taget Jordan 1-udgaven fra Travis-samarbejdet med, og ville du have fingre i skoene hos Karl, skulle du hoste op med intet mindre end 15.000 kroner.
Men ligesom Travis Scott måtte se Cardi B løbe med Grammy’en for bedste rapalbum i 2018, må han også her på listen tage til takke med en delt andenplads.
2. August Lorenzen: Off-White x Air Force 1 ‘MCA’: 15.000 kroner
Ved seneste Sneaker Banquet var Virgil Ablohs ‘The Ten’ totalt dominerende og på alles læber. På mange måder lig, hvad vi oplevede med Travis Scott-skoene denne gang. Men selvom hypen er aftaget en smule, er prisen på Off-White x Nike-samarbejdet absolut ikke dalet.
Denne Chicago-udgave var ikke en del af de oprindelige ti, men blev lanceret eksklusivt til Complex Con i The Windy City, Ablohs hjemby, denne sommer.
1. Off-White x Air Jordan 1 Retro High OG ‘Chicago’: 22.000 kroner
Det stod skrevet i stjernerne, at resell-prisen på denne udgivelse ville blive vanvittig høj. Ikke bare er skoen fra den ekstremt hypede ‘The Ten’-kollektion, som Nike og Off-White udgav i november 2017, Abloh genopfinder også den ikoniske Chicago-colorway på en af de i forvejen mest populære Nike-silhuetter.
Med sin farvede signatur-plastikstrip, sin fremtrædende branding og det rekonstruerede look, der var kendetegnende for hele kollektionen, gør Abloh også sit til, at hypen om skoen eksploderer. Tre år og en resell-pris på den absurde side af 20.000 kroner senere, må vi konstatere, at det projekt lykkedes.
Læs også: Ugens bedste sneaker-nyheder – Soulland, bæredygtighed og Tyler, The Creators farveglæde