I dag er det næsten svært at forestille sig en sneaker-verden uden Air Jordan. Michael Jordans Nike-samarbejde har defineret en stor del af kulturen og flere af de første Air Jordans er blevet solgt for tusindvis af kroner på reseller-markedet. Men faktisk var basketballstjernen slet ikke interesseret i at lave en aftale med Nike i starten.
Det fortæller hans agent igennem mange år, David Falk, i et nyt videointerview om sin karriere.
»Det sjove med Michael og Nike er, at han ikke havde lyst. Han kendte ikke noget til det, kunne ikke lide skoene, gad ikke tage af sted (til et møde, red.)«, siger Falk i et afsnit af interviewserien The Boardroom, der er lavet af basketballspilleren Kevin Durant og sportsagenten Rich Kleiman.
»Skoene var ikke så gode på det tidspunkt i ’84. Converse var det dominerende mærke. De havde Dr. J, Larry Bird, Magic Johnson, Bernard King, Isiah Thomas, den officelle sko ved OL (i Los Angeles, red.), og Adidas havde alle andre, der betød noget«.
Men det lykkedes altså – heldigvis – Falk at overtale Michael Johnson til at gå med Nike.
»Jeg mente, at Nike var mest sultne efter Michael, at de havde mest brug for ham, at de ville gøre mest«, fortæller Falk, der også stod bag Jordans første marketingaftaler med McDonalds, Coca-Cola og Chevrolet.
De første Air Jordan 1 kom i salg i slutningen af 1984, og resten er, som man siger, historie.
Se den første del af interviewet med Falk nedenfor.