Hvis man skal sætte to beskrivende ord på psychpop-sangerinden Emma Acs forbrugsvaner, vil det nok være ‘velovervejet’ og ‘hovedkuls’. Hun hader egoistisk overforbrug og køber derfor ikke mere end højst nødvendigt … men altså, nogen gange er det bare nødvendigt at eje en brynje.
I efteråret poppede hun op i duet og intens øjenkontakt med forsangeren fra Ecstacy in Order på det ultracatchy nummer ‘Look at Me Like That’, og i januar udsendte hun ep’en ‘While I Shoot From My Fortress Of Delusions’. Her fortæller hun om, hvornår hun kører kortet, og hvad hendes penge oftest går til.
Hvad er det seneste, du har har købt?
»Jeg bor pt i Los Angeles, hvor jeg havde brug for lidt liv i mit hjem. Så mit seneste køb er sådan en spagetthi-agtig bambus-plante og en Tiki-potte, som var for lille til den. Så mit næste køb bliver højst sandsyndligt en større potte og en mindre plante«.
Hvad er det bedste du nogensinde har købt?
»Det må næsten være min Eventide H3000S effekt-maskine. Den savner jeg meget herovre, når jeg laver musik, men i øjeblikket bliver den babysittet i min vens studie, som var med til at lave min kommende EP, så den er i gode hænder. Jeg havde sat en søge-agent til på DBA, og en sen aften – hvor jeg havde drukket en hel del vin med nogle af mine venner – kom der en notifikation om, at den var til salg. Og jeg skrev med det samme, at jeg ville hente den morgenen efter, før jeg havde tjekket min konto … så det var vist noget med at sulte resten af måneden«.
Hvad er dit dummeste køb?
»Haha, åh nej! Min seneste dumme beslutning var nok at købe sølv vampyrtænder to uger efter Halloween. Det var en dag, hvor forureningen i Los Angeles var så present – bl.a. på grund af brandene, der hærgede på det tidspunkt – at det var bedst at blive indendørs. Jeg var i et lidt underligt humør og efter at have spist for mange edibles og set vampyrfilm – ‘Shadow of a Vampire’, ‘A Vampire’s Kiss’ og Andy Warhols ‘Blood for Dracula’ – en hel dag, blev jeg åbenbart nødt til at eje tænderne. Dumt. For de virker jo alligevel aldrig … er det nogensinde lykkedes nogen at få de der tænder til at sidde fast?«
Hvilken rolle spiller bæredygtighed for dig?
»Det er noget, jeg tænker meget over. Jeg synes, vi allesammen har et ansvar for at passe på planeten og klimaet – og dermed også hinanden. Jeg køber derfor generelt ikke så meget. Når jeg køber tøj og møbler, så køber jeg det som regel brugt. Og så har jeg ikke spist kød i 15 år«.
Hvilke laster har du på det område?
»Jeg må indrømme, at jeg elsker biler, og jeg elsker at køre bil. Men jeg prøver at holde det på et mere eller mindre minimalt niveau, og derfor går og cykler jeg også, når jeg kan. Det er egentlig ikke, fordi det er så svært decideret at undvære bilen – slet ikke i København – men mere fordi det er så fedt at kunne tage afsted på små ture. Jeg elsker at køre ud af byen eller at rundt sent om aftenen og høre musik – både alene og med venner«.
Hvilke former for forbrug kan bringe dit pis i kog?
»Det generer mig generelt, når folk har et ansvarsløst overforbrug. Når de bare køber uden at overveje, om mængden er nødvendig, eller hvad det er, de støtter gennem deres køb. Den der »det kan ikke være mit problem«-mentalitet provokerer mig. Jeg tror på fællesskabet – at man kan løfte i flok og påvirke og oplyse hinanden. Når egoistisk forbrug prikker hul på den illusion, bliver jeg ked af det«.
Hvad bruger du flest penge på?
»Jeg bruger ikke specielt mange penge, men når jeg gør, er det ofte på musik og projekter. Jeg har været meget i studiet det seneste år for at arbejde på forskellige nye projekter og bl.a min kommende EP. Det koster jo penge at lave og udgive musik. Når jeg endelig bruger penge på noget, er det nok mere sådan noget nyde-livet-agtigt forbrug som at rejse og tage ud at spise, holde middage og drikke den gode vin med mine venner. Jeg er løve i stjernetegn, og vi har det til tider med at forkæle os selv, fordi vi føler, vi har fortjent det«.
Hvad karakteriserer dine forbrugsvaner?
»Altså, mine køb er som regel spontane impulskøb, typisk på DBA, når jeg pludselig føler mig overbevist om, at jeg ikke kan leve uden eksempelvis en brynje eller en dartskive. Som regel er det nogle ret whack køb, men de er vigtige i øjeblikket, og jeg fortryder sjældent«.
Er der noget, som du nægter at kaste dine penge efter?
»Du kommer aldrig til at se mig købe eller bestille kød, det er helt sikkert. Det er en industri, som er så ond på så mange niveauer, at jeg aldrig med mine egne penge kunne finde på at støtte den. Og jeg har ikke savnet kød en eneste dag, siden jeg stoppede med at spise det«.
Hvis man ser bort fra prisen, hvad ville du så allerhelst eje?
»Elon Musks nye cypertruck«.