Udfordrende Y-3
Yohji Yamamotos Adidas-fællesskab er kendt for sit tekniske og sort/hvide design, der ofte skubber til vores forventninger til en sneaker. Det lykkes igen med den nye Y-3 Orisan, der minder lidt om det elegante ved en bowlingsko blandet med en Boost-sål – og så et ekstra markant hældesign, som også inkluderer en ekstra lang hælstrop. Overdelen er derudover lavet i en semigennemsigtigt mesh-materiale. Skoen kan lige nu forudbestilles hos LN-CC.
Bodega går i skoven med New Balance
Egentlig blev X-Racer lavet som en throwback løbesko, men i hænderne på tøjbutikken Bodega er den blevet forvandlet til en klassisk trail-sneaker, der gør alt lige efter bogen. Fra blandingen af jordnuancer med kraftige farver til snøresystem, strop og den solide ydersål rammer samarbejdet ned i den ustoppelige tendens. Skoen bliver sat til salg hos Bodega i næste uge den 26. juni.
Sneaker sætter fokus på Black Lives Matter
Brands står (selvfølgelig) i kø for at støtte Black Lives Matter, og hvis det ikke bare bliver ved hurtige slogans, er det selvfølgelig en god ting. Hvor dybt det stikker hos det amerikanske sneaker-brand KOIO, er svært at sige, men de har i hvert fald lavet en iøjenfaldende sko, der sætter fokus på raceproblematikken og samler penge ind til sorte organisationer som netop Black Lives Matter.
Sammen med organisationen Young Chicago Authors har de nemlig lavet en version af deres enkle Capri Triple-silhuet, hvor et prisvindende og navnløse digt af forfatteren Taisaun Levi skaber et mønster på hele skoen. Digtet, der handler om dialect vs. skoleengelsk, kan læses ovenfor, mens skoen kan forudbestilles hos KOIO.
Nike laver sneaker-bling
Vi har tidligere set det på et af Comme des Garçons’ Nike-samarbejder, og nu udsmykker sportsgiganten selv to af deres klassikere med kæder. For selvom Air Max 90 og 95 ikke behøver meget hjælp med coolnessfaktoren, så er resultatet ekstra fed med kæderne.
Samtidig er der noget iøjenfaldende ved de to colorways, der lander tunge brune nuancer med lyserøde og gullige detaljer, som spiller godt op imod kæderne, der selvfølgelig har en Swoosh-vedhæng. Nike har 90’eren til salg, mens Sneakersnstuff får 95’eren på de virtuelle hylder næste fredag.
Puma laver sjov hybrid
På mange måder lægger Kyron Awakening sig i slipstrømmen af genfortolkede arkivmodeller som Pumas Future Rider, men så er der lige den der detalje, der trækker den i en anden retning.
Den semifuturistiske trail-sål på forfoden minder lidt om Acne Studios massive Boltzter-silhuet, og her giver den Puma-skoen et forfriskende knæk, der understreges af sølvbåndet. Modellen fås i to colorways hos Puma.
Arkk i sommerfarver
Jeg er ikke som sådan fortaler for sneakers til hver årstid, men det er svært at komme uden om, at danske Arkks nye colorways af deres Stan Smith-refererende silhuet Uniklass oser af sommer. Især den gule, lyserøde, blå og hvide version i det lette future grid-materiale både ser sommerlig ud og skulle være åndbare og luftige i sommervarmen. Arkk har syv nye colorways af modellen til salg.
Nike laver nye React-variant
React Element 87 står stadig som en af Nikes bedste nye modeller de senere år, og den har også ageret udgangspunkt for flere efterfølgende modeller som React Element 55 og React Vision. Nu lander så React ART3MIS, der videreudvikler looket.
Overdelen har umiddelbart mest til fælles med 55’eren, men med en mindre Swoosh og anderledes hælstrop. Til gengæld skiller den sig mere ud med et nyt bud på React-sålen, der her har fået huller med indkig til en rød kerne. Indtil videre bliver modellen kun sat til salg i Kina i slutningen af måneden, så må vi se, om den får en bredere release bagefter.
Det er detaljen, der tæller
Det kan man sige om mange sneaker-samarbejder. For det er ofte de sjove små tilføjelser til velkendte silhuetter, der skaber det unikke twist. Med Brain Deads seneste Reebok-samarbejde om den velkendte retrosilhuet Classic Leather er det netop tilfældet. For mens ruskindsdetaljerne og jordfarverne holder retro-viben, så er plyssnørebåndene en genial detalje, der tilføjer et humoristisk twist, som retfærdiggør redesignet.
Skoen kom til salg hos Brain Dead i dag, men er allerede udsolgt. Du kan dog få chancen igen næste fredag, når Reebok sætter samarbejdet til salg.
Sean Wotherspoons seneste samarbejder lander
Triplesamarbejdet imellem Wotherspoon, atmos og Asics har været teaset i noget tid, men nu har et fået en officiel releasedato. Hvis du er vild med fløjlsversionen af GEL-Lyte III med udskifteligt logo og colorblocking-design, så er der dog lidt dårligt nyt. Umiddelbart kommer den kun til salg hos atmos i Japan den 27. juni. I hvert fald til en start. Så må vi se, om Asics sætter den til salg internationalt bagefter.
Tunge Salomon-vibes
Nu har vi været omkring flere sommersko denne gang, så vi slutter lige med bastante efterårs-vibes. Salomon har nemlig lavet endnu et samarbejde med det japanske mærke And Wander, som spiller på både de tekniske detaljer og udendør-looket, der har givet Salomon et comeback de seneste år. Alt er sort med refleksdetaljer og en vandtæt yderskal, der kan lynes ned og afslører snøresystemet. Støvlen er passende en efterårsmodel og forventes først i salg til september.