I går frigav den amerikanske Small Business Administration en liste med virksomheder, der har gjort brug af administrationens tilbud om lån i forbindelse med coronakrisen. Ligesom herhjemme (hvor der dog var tale om støtte, ikke lån) skulle pengene sikre, at virksomheder ikke tog den nemme løsning og fyrede folk i forbindelse med manglende omsætning.
Listen over firmaer, der har taget imod låntilbuddet, skulle egentlig være hemmelig, men flere demokrater har langt pres på for at øge gennemsigtigheden, hvilket altså lykkedes.
Derfor er det kommet frem, at Kanye Wests Yeezy har modtaget mellem to og fem millioner dollars i lån, hvilket har vakt opmærksom, da det tidligere i år stod klart, at Kanye nu kan kalder sig dollarmilliardær. Forbes opgjorde nemlig hans formue til 1,3 milliarder dollars. Dengang brokkede Kanye sig ovenikøbet, fordi han mente, at det tal snarere burde hedde tre milliarder.
Med andre ord burde rapperen måske selv kunne holde hånden under Yeezy i den svære tid – især da formuen næppe er blevet mindre i forbindelse med det nye Gap-samarbejde.
Herhjemme var der meget kritik af Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsens håndtering af coronakrisen, da hans firma fyrede 750 medarbejdere, stoppede med at betale husleje og gjorde brug af regeringens støttepakker til trods for, at hans holdingselskab Heartland har en egenkapital på 26 milliarder kroner, som blandt andre Berlingske skrev om.
Kanye West har endnu ikke kommenteret situationen.