På et skrivebord i et værksted på Nørrebro flyder det med farverige garnnøgler, strikkepinde og wires. Et rør med koralfarvede knapper. Og en åben mappe med forskellige materialer i plastikchartekker: Kashmir, kameluld, angora og silke.
Det roder på den der helt lovlige kunstneriske måde. Og midt i det spraglede kaos sidder 35-årige Laura Dalgaard roligt tilbagelænet og slår lyserøde masker op med to strikkepinde. »Ja, jeg ved det godt. Jeg er lidt en hoarder«, siger hun smilende med henvisning til bunkerne på skrivebordet og de mange poser fulde af garner, som står overalt på gulvet.
Om det er et resultat af krisetider – timevis i karantæne hen over foråret og tidens massive overforbrug – eller en bevægelse tilbage til noget helt håndgribeligt, langsomt og nært. Det er svært at sige. Men den seneste tid har gamle håndværk, som strik, batik, hækling og naturfarvning, oplevet en ren rivival. Og selv om særligt det at strikke længe har været spundet ind i genstridige stereotyper – som noget primært ældre damer i gyngestol giver sig i kast med – ja, så har det nu for alvor fået et nyt image. Flere og flere kaster sig ud i at lære håndværket, ligesom en lang række unge designere har hevet garnet med ind i high fashion.
En af dem er Laura Dalgaard. Siden hun for to år siden blev færdiguddannet designer fra Kunstakademiets Designskole, har hun markeret sig som én af tidens mest interessante strikkedesignere. Hendes unikke kombination af farver og former har allerede resulteret i collabs med nogle af landets mest prominente modebrands. Og så har hun netop vundet en Real Danish Design Award for designet af en sweater fuld af logoer fra internationale luksus-modehuse.
»Det er så fedt, at flere er begyndt at interessere sig for at strikke. Jeg tror, at man får en rigtig god fornemmelse af, hvad det vil sige at skabe et stykke beklædning. Og hvor crazy det er, at man kan købe så billigt tøj, som man kan«, lyder det, da vi en eftermiddag besøger hende i hendes lille værksted for at tale om strikkens renæssance, hendes vej til håndværket og om at finde sit eget sprog.
Høj af farver
Som barn havde Laura Dalgaard en strikkekyndig bedstemor, der forgæves forsøgte at få hende til at strikke. Men dengang sagde det hende ikke så meget. Og det var derfor først, da hun blev gravid med sin datter, at hun fandt interessen for det.
»Jeg gik 14 dage over tid og var så tyk og vred, at jeg endte med at strikke et helt tæppe i ren aggression. Og der blev jeg bidt af det«, siger hun og fortæller, at hun på sidelinjen havde en veninde og tidligere folkeskolelærer, der lærte hende at gå kompromisløst og intuitivt til strikketøjet.
»Hver gang jeg sad fast og ikke fattede reglerne, sagde hun: »Jamen, der er ingen regler. Du skal bare strikke«. Hun opfordrede mig til at freake ud og droppe forestillingen om, hvad der er rigtigt og forkert. Og det tror jeg har haft stor betydning for min tilgang«, siger hun, mens fingrene uforstyrret fortsætter med strikketøjet.
Knapt et år senere startede hun på Kunstakademiets Designskole. Først på Visuel Kommunikation så på Tekstil og til sidst på Beklædning, hvor hun gang på gang forsøgte at bringe strik ind i det, hun arbejdede på. Men på skolen forstod de ikke rigtigt, hvad hun ville med det. Og det var først, da hun undervejs på studiet blev langtidssygemeldt med blodmangel, at hun for alvor kunne dyrke håndværket.
»Det eneste, jeg magtede, var at sidde med strikketøjet. Det var så tilgængeligt. To pinde og lidt garn – værsgo. Og det gav mig muligheden for at blive ved med at skabe derhjemme – udforske garner og farver«, siger hun og tilføjer:
»Og det er stadigvæk det, der tænder mig helt vildt. Jeg bliver decideret høj af at kombinere farver«, siger hun smilende.
Når strik bliver et sprog
På opslagstavlen hænger forskellige strikkeprøver, udklip af måger, en tegnet hummer og billedet af en skipper med islændersweater, tophue og pibe i munden. Det er forberedelserne til en sweater, Laura Dalgaard er i gang med at designe til en modeudstilling på Museet for Søfart. Og ja, det ser måske ud til at stikke i alle mulige retninger. Men det gør ikke så meget. Det samme kommer sweateren til at gøre, siger hun.
»Jeg arbejder altid med moodboards over forskellige stemninger, symboler og farver. Der er ikke altid en plan, når jeg går i gang, men mere en historie, jeg gerne vil fortælle«, siger hun og fortsætter:
»Det er lidt som om, at strik er mit sprog – det lyder måske lidt selvhøjtideligt, men det er sådan, det føles. For mig handler det om at fortælle historier. Det er ikke én til én storylines, men mere nogle følelser og stemninger«.
Historierne kan være mange og mere eller mindre tvetydige, fortæller hun. Men én af hendes tilbagevendende inspirationskilder er Tove Jansson, der ud over at skrive Mumitroldene også lavede halvdystre og farverige malerier.
»Tove Jansson var en kæmpe farvenørd, som jeg selv er det. Og jeg har altid været fascineret af hendes blanding af det nuttede og det uhyggelige – den der sammenstilling af det smukke og ækle«, siger hun og fortæller, at hun til sin afgang lavede en strikket kollektion til børn inspireret af blandt andet Tove Jansson, ligesom hun har lavet en opskriftssamling ud fra et »slags møde mellem Mumitroldene og Stranger Things«.
Laura Dalgaard arbejder altid med et element af grimhed – noget, der spolerer det bløde, rare og hyggelige, som strik oftest er forbundet med. Der er altid et eller andet, der »distorter det smukke lidt«. Det kan være asymmetri, kontraster eller skæve farvekombinationer, der skaber noget spænding – i det enkelte design eller på tværs af en kollektion, forklarer hun.
Håndværk koster
Sweateren til Søfartsmuseet er bare ét af de projekter, Laura Dalgaard i øjeblikket har gang i. Foruden det, hun strikker selv, er hun ved at få produceret små håndstrikkede kollektioner i Italien. På sin hjemmeside sælger hun opskrifter på en række af sine designs. Og så laver hun collabs med brands som Baum und Pferdgarten og smykkefirmaet Pura Utz, der arbejder sammen med håndværkere fra Guatemala, der gør brug af traditionelle teknikker.
»Lige da jeg blev færdig, troede jeg, at jeg skulle sidde og strikke det hele selv. Men det blev lidt overkill. Så nu er min virksomhed på en eller anden måde blevet et møde mellem mode og håndarbejde. Og det, synes jeg, er vildt fedt«, siger hun og knuger en lyseblå sweater med små perlejordbær på, som hænger på et tøjstativ i værkstedet.
»Siden jeg er begyndt at arbejde med Pura Utz, er jeg blevet bevidst om, hvad det kræver at lave smykker ude i verden. I dag er jeg sygt flov over nogensinde at have købt en perlepung i Tiger. Det er sundt at få det mellem fingrene, tror jeg«, siger hun og fortæller, at det er lidt det samme med strik. Hvis tingene skal være lavet ordentligt, kan det ikke klares til den pris highstreet-kæderne, sælger det til. Og det kræver, at vi begynder at se anderledes på, hvad tøj er og kan være, mener hun.
Mere end modetøj
Faktisk var det en ret stor identitetskrise at blive færdiguddannet designer, fortæller Laura Dalgaard. For hvad var det lige, hun skal bidrage med i en verden, der mildest talt ikke mangler tøj?
»Det, jeg har lært på studiet, er jo at lave ting, der kan sælges. Og det har jeg haft lidt svært ved at forlige mig med. Derfor er det vigtigt for mig, at det, jeg laver, ikke bare er tøj«, siger hun og fortsætter:
»Jeg prøver at se på det som små værker. Ikke på den der højtravende måde, men som hverdagskunst. Og jeg kan godt lide tanken om at lave kunst, som folk kan tage på og gå rundt i. Det hiver det lidt ned fra en piedestal. Mine designs må gerne være lidt unikke. Og derfor skal de hverken masseproduceres eller på udsalg«, siger hun og fortæller, at hun derfor glæder sig over, at strikken langt om længe har fået en opblomstring.
»Der er en tendens i tiden til, at folk gerne vil vide, hvad deres tøj er lavet af, hvordan det er lavet, og hvor det kommer fra. Og selv om det selvfølgelig godt kan være del af en trend, så har jeg svært ved at forestille mig, hvordan vi skulle kunne vende tilbage til det helt vanvittige masseforbrug«, siger hun.