Den japanske auteur og spiludvikler Hideo Kojima har bekræftet, at han er i gang med et nyt spil, men mere vil han ikke ud med.
Afsløringen faldt på hans egen Twitter-konto, hvor han linkede til adskillige jobopslag for »et nyt projekt under udvikling«.
Kojima udgav sidste år ‘Death Stranding’ med kendte skuespillere som Norman Reedus og Mads Mikkelsen. Det var hans første spil for Kojima Productions, efter han forlod spilfirmaet Konami.
Spillet blev en stor succes, og rygterne går derfor på, om der er tale om en efterfølger. Kojima har dog også været ganske ivrig omkring horror, så måske får vi endelig et gyserspil fra hans hånd.
Kojima har tidligere arbejdet på ‘Silent Hills’, der skulle følge op på ‘Silent Hill’-universet. Spillet skulle instrueres sammen med filminstruktør Guillermo del Toro, men projektet blev droppet i 2015.
En interessant detalje, som Eurogamer påpeger, er, at Kojima Productions fejrer deres 5-års jubilæum i december. Her bliver The Game Awards afholdt af Geoff Keighley, som Kojima har et godt forhold til. Måske bliver hans næste projekt afsløret her?