KOMMENTAR. Det er underligt at følge en konsollancering, der egentlig ikke helt føles som en konsollancering.
Vi er vant til, at der løbende bliver gearet op til den helt store begivenhed. Når først konsollerne lanceres, kan der gå et helt år med at få sat et hype-tog på skinner, og når det først er klar, skrues der ikke ned for farten.
Der diskes op med overraskelser! Spil! Vilde satsninger! Den ene store bombe smides efter den anden, imens man som forbruger klapper i sine små pølsefingre af ren iver.
Man kan nærmest mærke den elektriske stemning. Nu tager vi skridtet videre. Vi efterlader sidste årtis teknologier og hopper fra den ene dag til den anden ind i fremtiden.
Sådan er det ikke i år med PlayStation 5.
For der er altså ikke meget pomp og pragt over lanceringen af Sonys næste konsol. Da de største amerikanske medier i sidste uge var klar med anmeldelser af PlayStation 5, var konklusionen stort set den samme: Den er lækker, og den er et teknisk bæst, men vi kan bare ikke nyde godt af det endnu, for der er ikke nok spil at teste det hele af med.
Og efter et par uger med konsollen må jeg tilslutte mig koret: Den er mere nytænkende end konkurrenten Xbox Series X, men på trods af det er der meget få argumenter for, at man bør anskaffe sig en PlayStation 5 lige nu – frem for at vente et halvt eller sågar et helt år.
Det lyder måske meget pessimistisk, men det er det skam ikke, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så imponeret over en konsols tekniske potentiale – eller i hvert fald dens ambitioner. Det skulle måske lige være med Nintendo Switch.
PlayStation 5 har en drillende legesyge over sig, hvor man konstant føler, at lige om lidt rykker den. Det gemmer sig bare ikke så meget i konsollen, som det gemmer sig i controlleren.
DualSense er – som vi også har skrevet – det tætteste, man kommer på en perfekt controller. Og det er her, hvor PlayStation 5’s genistreg skal findes. For imens konsollen er imponerende, overstråler den ikke Xbox Series X i rå power.
Men det gør den med controlleren. Hvor Xbox kører den sikre stil med knap så epokegørende fornyelser, tager DualSense hele spiloplevelsen til et nyt niveau. Der satses på nye teknologier, og selvom der er nogle fjollede gimmicks (hvem gider puste ind i controlleren?), er der også en følelse af noget nyt og anderledes.
Når controlleren ryster, larmer og yder modstand, virker en fremtid med en langt mere fordybende spiloplevelse faktisk realistisk. Det er svært at se, hvordan DualSense ikke vil løfte oplevelsen, hvis man for eksempel kombinerer den med et virtual reality-headset.
Og på den måde er PlayStation 5 et kig ind i fremtiden, imens man alligevel stadig står i stampe. Der er få spil, som er eksklusive til konsollen fra første dag (og de, som er, er ikke nødvendigvis alles kop te). I stedet må man nøjes med spil, som snildt tager sig fint ud på de gamle konsoller, vi har brugt i flere år nu.
Hver gang jeg starter konsollen op, tænker jeg, at den kan klare alt fra dag ét – fra visuelt overdådige spil og komplet multimediecenter til at være den eneste konsol, jeg har behov for. Og så kigger jeg på mit bibliotek af spil, der er tilgængeligt på PlayStation 5.
Det bugner af gamle spil, som kan trække fint på den nye konsols kræfter, men jeg kunne sagtens fortsætte med at spille dem på PlayStation 4 året ud. Det er og bliver et luksusproblem, men helt ærligt, køber du en konsol bare for at have den eller for spiludvalget?
Man kan selvfølgelig argumentere for, at en PlayStation 5 ikke behøver spil for allerede at være et skridt i en mere behagelig retning for brugeroplevelsen. Personligt kan jeg ikke fordrage brugerfladen på PlayStation 4. Den er tung, langsom og kluntet.
Her er der godt nyt på PlayStation 5, for de klodsede menuer navigeres nu flydende og kvikt. Det er måske endnu ikke attraktivt at bevæge sig ind i PlayStation Store, der før har bestået af uoverskuelige menuer, men det er stadig langt bedre end på PlayStation 4. Det hele føles generelt bare mere overskueligt og let.
Hvor jeg før havde travlt med at få lukket ned for min konsol, når jeg ikke spillede, så indbyder PlayStation 5 til, at man lige hopper forbi Netflix. Der er naturligvis de mest populære apps, og har man ikke allerede et foretrukket setup (som hos undertegnede, hvor et Apple TV klarer det hele), så byder PlayStation 5 på en langt mere poleret oplevelse end før.
Men vi køber jo en ny konsol for at drage fordel af visuelle opgraderinger og tekniske bedrifter, der manifesterer sig i nye, eksklusive spil. Og der trækker PlayStation 5 det korte strå. I hvert fald lidt endnu. Alt ved konsollen føles imponerende og rigtigt, men man kan ikke rigtigt få syn for sagerne endnu.