For godt og vel en måned siden startede Reddit-forummet r/WallStreetBets en kamp mod hedgefonde og deres grådige handel af aktier, hvilket fik GameStop-aktien til at stige med raketfart – og kollapse lige så hurtigt igen.
Siden da har der været mere ro omkring aktien (men voldsom kontrovers blandt de involverede på Reddit). Og nu starter det hele forfra igen.
De seneste dage er aktien på det amerikanske børsmarked steget med mere end 200 procent, inden den faldt lidt igen, og rutsjebaneturen ser altså ud til at fortsætte.
Den eksplosive stigning fik naturligvis brugerne på Reddit til at gå amok, igen igen. Faktisk gik det så voldsomt for sig, at platformen gik ned i en kortvarig periode.
Ifølge The Verge vil Reddit dog ikke bekræfte, om GameStop-kaosset og deres midlertidige crash hænger sammen.
Nu er spørgsmålet blot, hvorfor aktien stiger igen. Selv visse dele af r/WallStreetBets var ikke helt forberedt på det (bortset fra investorer, som naturligvis hele tiden har troet på, at aktien ville stige).
En del af årsagen finder man dog formentlig hos brugeren u/DeepFuckingValue, der går under det borgerlige navn Keith Gill, som siden sidste år har kæmpet kampen for GameStop-aktien.
Han afgav i sidste uge forklaring for sin involvering i GameStop-kontroversen, som lige nu undersøges af de amerikanske myndigheder.
Han benægtede dog alle anklager om aktiemanipulation, men understregede blot sin rolle som privatinvestor, hvilket af mange anerkendes som et stærkt forsvar for Reddits krig mod Wall Street og hedgefonde.
I kølvandet på Gills vidneforklaring valgte GameStop i denne uge at afskedige deres økonomidirektør. Det skete kort tid, inden GameStop-aktien begyndte sin nye himmelflugt.
De to begivenheder har dermed kastet benzin på resterne af GameStop-bål, og der er ingen tvivl om, stigningen har givet blod på tanden hos dem, der ellers havde mistet troen på kampen mod hedgefondene.
Lige nu bugner r/WallStreetBets atter en gang med opslag om folk, der prøver at nå med på raketten, inden aktien måske stikker (endnu mere) af igen – og formentlig endnu en gang styrtdykker.