YouTube-stjernen David Dobrik og hans Vlog Squad har været i heftig modvind, efter en kvinde anklagede Durte Dom, en af medlemmerne af Vlog Squad, for at have voldtaget hende.
Dobrik har, siden anklagerne kom frem, lanceret en kort video, hvor han til stor kritik ikke så meget undskyldte for begivenhederne, men nærmere skøjtede rundt for at bevare sit ry.
Nu har han dog udgivet en ny video, hvor han undskylder for sin opførsel – både førhen, men også under den seneste sag.
I videoen, som er uploadet på Dobriks primære kanal (frem for hans sekundære kanal med langt færre abonnenter, hvilket var tilfældet med den første video), siger YouTube-stjernen, han har lært af sine fejl.
Han understreger også, at den første undskyldningsvideo »fuldstændig missede pointen«, og han ikke tvivler på anklagerne mod Durte Dom.
»Jeg fattede simpelthen ikke, at en af mine barndomsvenner kunne gøre dette mod folk«, siger Dobrik i videoen. »Jeg gav Dom en platform, og jeg gav plads til seksuelt overfald på en negativ måde, hvor jeg jokede om det og dermed også støttede op om den adfærd«.
Dobrik tilføjer, at han ikke har sinde at stoppe med at lave videoer, men at han i første omgang holder en kort pause fra sociale medier.