PlayStation har bekræftet, at ‘God of War: Ragnarok’ ikke lanceres i 2021.
Den kedelige nyhed blev afsløret i en podcast med Hermen Hulst, chef for PlayStation Studios, på konsolgigantens egen blog.
Det kommer dog ikke som det største chok, for som vi skrev tidligere på året, virkede det mere og mere usandsynligt, at ‘God of War: Ragnarok’ ville blive lanceret i år.
Ved flere lejligheder valgte PlayStation at holde kortene tæt omkring spillet, som ellers blev afsløret sidste med en udgivelsesdato i 2021, og nu er forsinkelsen altså officiel.
Hulst udtalte, at det skyldes det seneste års udfordringer med coronavirus:
»Når det drejer sig om disse ting, er vi nødt til at gå på kompromis. Det kan ikke være med kvaliteten af vores spil, og det kan helt sikkert ikke være med vores ansattes velbefindende«, forklarede Hulst.
Det endelige kompromis er altså, at ‘God of War: Ragnarok’ skubbes. Til gengæld er der en lille bonus: Når spillet lanceres, sker det både til PlayStation 5 og PlayStation 4.
Desværre er det ikke det eneste spil, der er dårligt nyt om. I samme ombæring nævnte Hulst, at en forsinkelse også kan ramme PlayStations helt store titel i år, nemlig ‘Horizon Forbidden West’.
Spillet er lige nu sat til udgivelse i efteråret, men PlayStation er altså villige til at rykke på datoen, hvis kvaliteten lider under tidspresset.