Det er godt og vel et år siden, at PlayStations sniger-samurai-spil ‘Ghost of Tsushima’ blev udgivet for første gang, men nu lanceres det allerede på ny igen.
Det sker med en Director’s Cut-udgave af spillet, der blandt andet inkluderer nyt indhold, skriver udvikler Sucker Punch på PlayStations blog.
‘Ghost of Tsushima: Director’s Cut’ udkommer den 20. august til PlayStation 4 og 5.
Det ekstra indhold byder på en mindre rejse for hovedpersonen Jin, der denne gang skal til Tsushimas naboø Iki, hvor der venter nye fjender og nye oplevelser.
For spillere på PlayStation 5 er der desuden tekniske tilføjelser, som løfter spillet op til 4K-opløsning, forbedrede loading-tider, understøttelse af haptisk feedback og 3D-lyd samt lip sync for spillets japanske voiceover.
Har man ikke den tidligere udgave af ‘Ghost of Tsushima’, sælges spillet til fuld pris. Har man derimod PS4-udgaven, kan man opgradere til den nye udgave for en mindre slat penge.
Har man PS4-udgaven, men ønsker man at spille på PlayStation 5, kan man ligeledes købe en billigere opgradering.
Forudbestiller man spillet via PlayStation Store, vil man desuden kunne downloade PS4-udgaven med samme. Her vil ens fremgang i spillet blive overført til Director’s Cut-udgaven i august.