Amerikanske myndigheder har bekræftet, at Jake Paul ikke bliver sigtet af FBI efter en sag i Arizona, hvor YouTube-stjernen var involveret. Det skriver TMZ.
Sagen drejer sig om en kontroversiel hændelse i et indkøbscenter, hvor Paul optrådte på kamera, imens centret blev plyndret under optøjerne efter mordet på George Floyd.
Paul har tidligere afvist, at han deltog i plyndringerne, og han er heller ikke filmet som aktiv deltager, imens det skete.
Han blev dog stadig sigtet af det lokale politi for blandt andet ulovlig indtrængen, men anklagerne blev droppet, så FBI i stedet kunne efterforske sagen og eventuelt rejse nye sigtelser.
Af samme årsag blev Jake Pauls hjem ransaget sidste år af netop FBI, hvilket han selv har forklaret i en nu slettet video.