Godt et halvt år efter voldtægtsanklager ramte David Dobriks tætte samarbejdspartner og Vlog Squad-kollega Durte Dom, får han nu sin egen tv-serie.
Der er tale om et rejseprogram på ti afsnit, som Discovery+ har hyret YouTube-stjernen til, hvor han skal rejse kloden rundt med sine venner i netop Vlog Squad.
Dobrik og Vlog Squad blev i marts anklaget for at være medvirkende til at servere alkohol for mindreårige til en fest, hvor en ung kvinde efter sigende blev voldtaget af Durte Dom.
Efterfølgende mødte Dobrik stor kritik for en halvhjertet undskyldning, inden han blev smidt i skammekrogen af YouTube.
Som om det ikke var nok, blev Dobrik selv centrum for endnu en kontroversiel sag, inden han helt forsvandt fra YouTube og sociale medier (som han returnerede til i sommer).