KOMMENTAR. Det landede som en bombe i slutningen af marts. David Dobrik, en af YouTubes absolutte stjerner, blev kastet hovedkulds ud i en skandale, der skulle vise sig at være én ud af mange.
Et medlem af hans såkaldte Vlog Squad, Durte Dom, blev anklaget for voldtægt. Og Dobrik blev i den sammenhæng anklaget for at have serveret alkohol til mindreårige, hvoraf en af dem var ofret.
I dagene efter udgav Dobrik to undskyldningsvideoer, han mistede sponsorater og følgere på YouTube, og han trak sig fra sociale medier. Det virkede altså som om, at kontroverserne fik konsekvenser.
Nu er han dog tilbage, blot tre måneder senere, som om intet er hændt. Sanktionerne mod ham er for længst røget i glemmebogen, og han kan ufortrødent fortsætte sin millionindtjenende karriere.
Men bør han egentlig være i stand til at køre showet videre, som om intet er sket? Og hvis ikke, hvem bør så påtage sig ansvaret for trække stikket på internettets største stjerner? Er det YouTube, annoncørerne eller de sociale mediers folkedomstol?
Dobrik er det seneste eksempel på unge YouTube-stjerner, der på den ene eller anden måde fucker op. Når først én skandale ruller, starter lavinen.
Først kom voldtægtsanklagerne, så kom anklagerne om hensynsløs opførsel, der langsomt hobede sig op. At Dobrik samtidig prøvede at gemme sin første undskyldning væk på en sekundær YouTube-kanal med langt færre følgere, hjalp ikke.
Vi så samme tendens med Logan Paul, da han i 2017 uploadede en nu slettet video fra Aokigahara, Japans famøse selvmordsskov. I videoen var Paul, ifølge ham selv, på jagt efter spøgelser, men endte i stedet med at filme et lig af en person, der havde hængt sig.
Selvom liget var tilsløret, blev Paul – ikke mindst på grund af særdeles upassende jokes i videoen – øjeblikkeligt kastet ud i en regulær shitstorm.
Drejebogen for konsekvenserne var den samme, som vi efterhånden altid ser i kølvandet på disse kontroverser: droppede sponsorater, en (midlertidig) bandlysning af annonceindtægter og offentlig udskamning.
Det er nogenlunde samme opskrift, man kan opleve i andre dele af popkulturen, hvor det faktisk har haft konsekvenser. Vi så det med Kevin Spacey, der blev flået ud ‘House of Cards’. Og Shia LaBeouf, der blev fjernet fra Oscar-kampagnen for ‘Pieces of a Woman’.
Alligevel rækker komplikationerne ikke så langt på YouTube, hvor store profiler ofte kan snige sig af sted med det meste (med undtagelse af Shane Dawson, der blev fældet af racisme og pædofili-jokes).
Tag bare Logan Paul. Få dage efter den kontroversielle video skrev startede han sin bodsgang med en undskyldning. Siden da han gennemgået en særdeles offentlig forvandling fra useriøs YouTuber-knægt til en fokuseret og karriereorienteret ung mand.
Det er en klassisk historie om forløsning og frelse, som Logan Paul har planlagt nøje, men som samtidig virker lige så meget som spil for galleriet som en decideret livsstilsændring.
Spørgsmålet er nemlig ikke så meget, om Paul og Dobrik har angret. Det gør de altid med en (eller to) slukørede videoer og lange undskyldninger skrevet i Apple Notes. Hvor oprigtig følelsen bag dem er, kan man altid diskutere.
Det centrale spørgsmål er derimod, hvordan man kan fortsætte med den samme form for indhold, som især Dobrik har vist med sin comeback-video, hvor årets kontroverser knap nok bliver nævnt.
For hvor nogle måske ville trække bare en anelse i bremsen, kastede Dobrik og hans Vlog Squad sig direkte tilbage i de gamle rutiner med en ekstravagant tur til Hawaii, hvor en fyr blev skubbet af en golfvogn i fuld fart hen over en golfbane.
En anden scene ender med projektilopkast ved en trafikeret vej, hvor et af Vlog Squad-medlemmerne jokende afslutter fadæsen med »jeg dræber mig selv«.
Kender man ikke til Dobrik og Pauls videoer, hvor alt bare skal være tosset, vildt og voldsomt, virker det allerede helt åndssvagt. Som en slags ’Jackass’ for Generation Z.
Men når man tænker på, at Dobrik for kun tre måneder siden blev anklaget for at være skyld i et katastrofalt uheld, der resulterede i åbent kraniebrud, kaster det endnu længere skygger i opfattelsen af ham, når han fortsætter i samme køre uden egentlige implikationer.
For selvom nogle af sponsorerer smed ham på porten i foråret, og YouTube midlertidigt stoppede hans annonceindtjening, viser den nye video, at han – selvom han måske angrer – i hvert fald ikke har i sinde at droppe den opskrift, der giver ham succes.
Og hvorfor skulle han? Tre måneders fravær var nok til, at han kunne vende tilbage til sin gamle stil, for konsekvenserne – altså, de rigtige konsekvenser, som faktisk kan mærkes – udebliver.
Som PewDiePie, der selv har mistet partnerskaber med Disney og YouTube på grund af adskillige kontroverser, sagde om Dobrik tidligere på året: »Hvordan kan han slippe af sted med alt det lort? Han laver så meget underligt lort. Hvis jeg gjorde det, ville jeg blive cancelled«.
Måske er det fordi, vi er blevet træt af cancel culture, som i sig selv er blevet et betændt begreb i højre- og venstrefløjens konstante mundhuggeri.
Eller måske skyldes det frygt hos YouTube for at boykotte deres største navne. En frygt, der formentlig stammer lige så meget fra en tabt indkomst og besøgstal, som den bunder i en iver for at undgå internettets vrede fans.
Samtidig kan man også spørge sig selv (og YouTube): Bør Logan Paul miste hele sin platform på grund af én video med et lig, hvor den unge Paul på usmagelig vis joker løs?
Bør David Dobrik miste en markant del af sit livsbrød, fordi en af medlemmerne af Vlog Squad er anklaget (men ikke sigtet) for voldtægt? Eller bliver det først, hvis overhovedet, grelt, når han gentagne gange har bragt andre i fare?
Måske burde vi droppe idéen om, at det er enten/eller for disse personligheder. At den eneste konsekvens er komplet bandlysning eller absolut frifindelse afhængig af, hvordan stjernerne håndterer deres undskyldningsfase.
Måske burde vi i stedet omtale det som en konsekvenskultur, der lige nu fejler – hos platformene, hos annoncørerne, hos fans og ikke mindst hos stjernerne selv.