Elon Musks Twitter-afstemning er slut – skal sælge ti procent af sine Tesla-aktier

Elon Musks Twitter-afstemning er slut – skal sælge ti procent af sine Tesla-aktier
Elon Musk. (Foto: Win McNamee/Getty Images)

Elon Musk er ikke ligefrem kendt for at tage det stille og roligt på Twitter, og nu har han endnu en gang sat gang i et større postyr.

I weekenden startede han en afstemning på platformen, hvor han spurgte brugerne, om han skulle sælge ti procent af sine aktier i Tesla til en værdi af godt 135 milliarder kroner.

Afstemningen er nu slut, og med 57,9 procent til fordel for salget blev det endelige resultat et ja.

Det er naturligvis ikke sikkert, at Musk har tænkt sig at sælge aktierne, og han har endnu ikke kommenteret på det endegyldige ja.

Men i et opfølgende tweet til sin afstemning har han slået fast, at han vil rette sig efter resultaterne, uanset hvordan de bliver.

Det potentielle aktiesalg kommer efter Musk er blevet kritiseret for ikke at betale skat af sin enorme formue, der lige nu gør ham til verdens rigeste mand.

Musk har selv forklaret, at han ikke modtager løn eller bonusser fra sine firmaer, og at hans eneste indkomst, der kan betales skat af, derfor er salg af aktier.

Om han faktisk sælger aktierne, må tiden vise. Men hans Twitter-stunt har allerede haft konsekvenser for Tesla-aktien, der mandag morgen reagerede på afstemningens resultat ved at falde med lidt over syv procent på den tyske børs.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af