‘Squid Game’ er blevet lidt af et kulturelt fænomen, efter serien fik premiere og blev den mest populære serie nogensinde hos Netflix.
Men imens nogle bruger det sydkoreanske hit som inspiration, vælger andre at bruge det til at fiksfakserier og hurtige penge, skriver Mashable.
Således blev kryptovalutaen SQUID introduceret i i slutningen af oktober, hvor den kostede lidt over seks ører. Umiddelbart virker det som et lukrativt tilbud, men der – selvfølgelig, fristes man til at sige – en hage.
For efter en uge, hvor SQUID eksploderede i værdi til 256 kroner henover weekenden, er kryptovalutaen nu fuldstændig kollapset, og sandheden bag projektet er kommet frem i lyset: Det hele var et scam.
Lige nu er SQUID faldet til en værdi på under 1 øre, og den anonyme stifter er stukket af med pengene fra alle dem, der havde opkøbt kryptovalutaen, hvilket svarer til omkring 13 millioner kroner.
SQUID-skaberen, der ejede størstedelen af beholdningen, solgte sin del, da kryptovalutaen toppede, lukkede derefter projektets hjemmeside ned og er nu ingen steder at finde.
Denne metode, der kaldes rug pull (altså at tæppet trækkes ud under én), bruges ofte i krypto-scams. Som CoinMarketCap forklarer, er dets formål bevidst at franarre folk:
»Et rug pull er en ondsindet manøvre i kryptovaluta-industrien, hvor krypto-udviklere forlader et projekt og stikker af med investorernes penge«.
Et af tegnene på, at et scam er undervejs, er ofte, at kryptovalutaen stiger voldsomt på kort tid, hvilket også var tilfældet med SQUID.