Da Microsoft tidligere på ugen annoncerede deres planlagte opkøb af spilgiganten Activision Blizzard, ramte det som en chokbølge.
Med i handlen følger nemlig rettighederne til ikoniske spilserier som ‘Diablo’ samt ‘Call of Duty’, og netop sidstnævnte kan komme til at spille en central rolle i hele opkøbet.
For når Microsoft teknisk set ejer ‘Call of Duty’, vil de så begrænse eller måske helt stoppe nye udgivelser hos konkurrenten PlayStation?
Svaret er tilsyneladende nej, hvis man skal tro Xbox-chef Phil Spencer på Twitter, der efter flere samtaler med Sony bekræfter, at skydespillet stadig har en fremtid på flere konsoller.
De nervøse trækninger, som har ramt ‘Call of Duty’-fans, er ikke uden grund. Da Microsoft i 2020 købte det legendariske spilfirma Bethesda, som står bag ‘The Elder Scrolls’- og ‘Fallout’-serierne, var det således ikke uden konsekvenser.
For Bethesdas fremtidige spil, der inkluderer det stort anlagte sc-fi-epos ‘Starfield og den længe ventede efterfølger til ‘The Elder Scrolls V: Skyrim’, bliver ikke lanceret til PlayStation. Det bekræftede Microsoft i efteråret efter længere tids spekulation.
Og selvom det nu lader til, at Microsoft ikke nødvendigvis kører samme stil med ‘Call of Duty’, så er der antydninger i Spencers udtalelse på Twitter, som alligevel giver lidt (meget) plads til rykke rundt på planerne.
Det er især sætningen »Jeg understregede vores intention om at honorere alle eksisterende aftaler ved opkøbet af Activision Blizzard, og at vi ønsker at bibeholde ‘Call of Duty’ hos PlayStation«, som der kan tolkes på.
Da Microsoft opkøbte Bethesda, indikerede de samme strategi – at de ville understøtte eksisterende fællesskaber og spil hos PlayStation, men at tilfældet ikke nødvendigvis ville være det samme fremtidige med udgivelser.
Sagt med andre ord: Alle de ‘Call of Duty’-spil, som lige nu kan købes til PlayStation (eller grundet en juridisk bindende aftale skal lanceres til platformen), fjernes altså ikke fra Sonys konsoller.
Men det begynder trods alt at lugte lidt af, at Microsoft vil ændre forholdene i fremtiden.
Et oplagt bud ville være, at fremtidige ‘Call of Duty’-spil bliver tidseksklusive til PC og Xbox, ligesom de to platforme vil drage fordel af unik DLC, som PlayStation-brugere slet kan få fingre i.