Der var mange øjeblikke at dvæle ved i den nye trailer for Disneys kommende ‘Obi-Wan Kenobi’, men der er især ét, som meme-glade fans på Twitter har kastet deres kærlighed over.
For da Ewan McGregor kort inde i traileren sidder med en kikkert og holder øje med Luke Skywalker, der leger uskyldigt i sit barndomshjem, er det samtidig en scene, der gør sig genialt til at blive gjort grin med.
For er det egentlig den unge Skywalker, han spotter, eller er det måske… Baby Yoda?
Scenen, hvor McGregor først kigger mod Skywalker og derefter vender sig bort med et komplekst blik, der indikerer mange følelser, er naturligvis det perfekte format til en meme-reaktion.
Og der spares ikke på de mange brugsmuligheder på Twitter, hvor en del af dem bruges i forlængelse af tidligere (u)populære øjeblikke fra ‘Star Wars’-universet.
Det er dog ikke kun det nye meme (som i øvrigt nok skal sprede sig vidt og bredt de kommende dage og uger), der har stjålet opmærksomheden online.
For fans af Obi-Wan Kenobi byder den knap to minutter lange forsmag på adskillige følelsesmæssige øjeblikke, især 30 sekunder inde i traileren, da tonerne af ‘Duel of the Fates’ pludselig runger ud af det blå.
Den legendariske musik er – som så meget andet af John Williams’ soundtrack til ‘Star Wars’ – blevet ikonisk blandt fans, men netop ‘Duel of the Fates’ har fået en hel speciel plads hos mange.
Det skyldes ikke mindst, at den stammer fra den ellers udskældte ‘Star Wars: Episode 1 – The Phantom Menace’, hvor McGregors Obi-Wan kæmper for Anakin Skywalkers fremtid – som bekendt ikke går helt godt, da han ender som Darth Vader.