Meta (moderselskabet bag Facebook) er blevet afsløret i at finansiere dårlig omtale af TikTok i en omfattende kampagne stablet på benene af et stort konsulentfirma, som ofte bruges af det republikanske parti.
Ifølge afsløringer fra Washington Post skulle kampagnen stille Facebooks konkurrent i dårligt lys ved hjælp af negative artikler og kritiske debatindlæg, som firmaet Targeted Victory fik pitchet ind hos lokale medier i USA.
Ofte handlede artiklerne og indlæggene om virale trends, der faktisk var startet som tvivlsomme historier på netop Facebook.
Historierne fungerede som ét led i en større smædekampagne mod TikTok, der skulle overbevise lokalpolitikere om, at den kinesisk-ejet app var potentiel farlig for børn og unge.
Samtidig skulle TikTok stjæle noget af den negative opmærksomhed, som Meta selv har været ramt af efter flere skandaler om brud på privatliv og datasikkerhed.
Afsløringen kommer i kølvandet på Metas egen årsrapport, der løftede sløret for faldende brugertal hos Facebook, hvilket ikke er set før hos platformen.
Samtidig har Instagram haft besvær med at lokke nye, især unge, brugere til, da de i stedet valfarter til netop TikTok, hvilket Zuckerberg nævnte i årsrapporten:
»Folk har mange muligheder for, hvordan de vil bruge deres tid, og apps som TikTok vokser ekstremt hurtigt«, sagde Facebook-stifteren.
At TikTok i lang tid har været Metas største konkurrent blev især tydeligt, da Instagram lancerede TikTok-klonen Reels i 2020, som platformen endnu ikke har haft den ønskede succes med.