‘Immortality’ er en genistreg af blod, sex og gådefulde blikke
Den talentfulde skuespiller Marissa Marcel bliver opdaget i slut-60’erne, hvor hun spås at blive en af de største filmstjerner i det 20. århundrede.
Men noget går galt. De film, hun medvirker i, bliver aldrig udgivet, og nu er hun forsvundet.
Det eneste, der er tilbage, er timevis af råbånd fra hendes film, manuskriptoplæsninger, reklamer og behind the scenes-optagelser.
Og her begynder ‘Immortality’.
‘Immortality’ består af et koncept, der er lige så simpelt, som det er magnetisk. Der er ingen missioner eller centrale spørgsmål, og du holdes knap nok i hånden igennem spillets guide til dets mest basale funktioner.
Her er bare dig, båndene og et filmredigeringsværktøj, der med vilje mimer den klassiske filmmaskine, Moviolaen, så præcist som muligt.
Du begynder med et enkelt klip fra en af de tre film, Marissa Marcel var med i, som du kan spole frem, tilbage og pause i.
Spillets mekanik består så i, at når båndet er sat på pause, kan du klikke på ansigter, ting eller scener og blive transporteret til et andet klip, hvor samme person eller motiv også figurerer.
Trykker du Escape, kommer du tilbage til en tavle med en oversigt, hvor alle de hidtil sete klip kan genses eller sorteres efter optagelsestidspunkt, film eller placering i et manus.
Og det er dét. Der er ikke yderligere fiksfakserier.
Der er bare dig, filmene og den grufulde sandhed – gemt et eller andet sted, indtil du får gravet den frem – om Marissa Marcel, hendes film og dem, hun elskede (eller hadede).
På grund af spillets udformning, hvor du springer rundt mellem klip, der har et element som et æble eller et kys tilfælles, får du kun indblik i de tre films plot og Marissa Marcels privatliv og omgangskreds i uordnede brudstykker.
Det gør mysteriet vanvittig spændende, for det mest effektive monster er som bekendt det, man aldrig ser direkte.
Her antydes noget større, dybere og mere blodigt, som man kun får set i kokette glimt.
Hvorfor nægter Marissa at sove under indspilningen af sin sidste film, sexmord-thrilleren ’Two of Everything’? Hvad er det for nogle spøgelsesagtige skikkelser, som optræder i visse klip, når man spoler tilbage (og kun tilbage)? Hvad foregår der mellem instruktøren og den mandlige stjerne i noir-filmen ’Minsky’?
Den eneste måde at blive klogere, opdage nye sammenhænge og nye motiver at klikke på er ved at se klippene igennem igen, pause og nærstudere, om der er noget, man har overset.
Det lyder måske som en repetitiv proces, men lad det være sagt med det samme: Hold nu kæft, hvor det virker.
‘Immortality’ er hamrende interessant og nærmest umuligt at lægge fra sig. Jeg kunne knap nok stoppe med at spille, før klokken var langt over to om natten, og når jeg endelig sov, drømte jeg videre om spillets karakterer.
Marissa Marcel, hendes instruktør (og elsker) John Durick, deres venner og medstjerner og kamerafolk føles så levende og varme, at det føles imperativt at finde ud af, hvad der mon er foregået imellem dem, og hvad der gik så galt.
Oplevelsen af for alvor at være en detektiv og opdage ting er egentlig et meget moderne træk i computerspil.
I langt de fleste spil med opdagelse som central præmis skal man løse prædefinerede gåder som at bruge en nøgle på en bestemt dør eller vælge én blandt flere muligheder, når man deltager i samtaler eller træffer valg om sin næste handling.
Denne traditionelle opsætning fjerner dog, uanset hvor velmenende og spiller-venlig den er, alligevel lidt af fornøjelsen ved at deducere sig frem til et succesfuldt svar.
Men i mesterværket ’Return of the Obra Dinn’ fra 2018 og nu i ‘Immortality’ er det vitterligt kun dig og dine omgivelser, der er i centrum. Hver eneste (fejl)slutning, du gør, er din og din alene.
Skaberen af spillet, Sam Barlow, gjorde sig i 2015 bemærket med det meget anmelderroste ’Her Story’, som på samme måde havde videoklip og en uklar historie at gå på opdagelse i, men det er tydeligt, at ‘Immortality’ er hans foreløbige magnum opus.
Det skyldes ikke mindst, at han vender tilbage til sin forkærlighed for horror-genren med sex, blod og charme, der oser ud af spillet.
Og, som om det ikke var nok, forkæles vi også med et fortællende overskud, en sans for detaljer og en sjældent set, men meget sårbar, menneskelighed, hvor karaktererne føles så levende, når de sender et uudgrundeligt blik mod kameraet (og efterfølgende spilleren ved at bryde den fjerde væg), lige efter de har afsluttet en scene.
De tre film, som Marissa Marcel deltog i før sin forsvinding, og som danner grundlag for det materiale, man som spiller gennemser, er desuden overraskende troværdige og interessante i sig selv.
Der er henholdsvis tale om en hypersexet 60’er-tragedie om en munk, der forledes til at bolle, en hypersexet 70’er-noir om en detektiv, der ligeledes forledes til at bolle, og en normalt sexet 90’er-thriller om magt og hævn.
Der er noget postmoderne, i ordets bedste forstand, på spil her. Fortællinger gemt inde i fortællinger, som er gemt i endnu flere fortællinger, og det hele føles bare så gennemført.
Det er forførende og forvirrende, når en tråd først leder dig i én retning og så i en anden, mens omridset af noget, du endnu ikke helt ved, hvad er, langsomt toner frem for dit indre.
Hvis der er én ting at kritisere ‘Immortality’ for, så må det være, at der slides på mekanikken for, hvordan man bevæger sig igennem spillet.
Når man klikker på én ting for at komme til en anden scene, hvor den samme ting optræder, kan det blive en smule kedeligt at rode rundt i de samme syv klip, før der pludselig dukker et uset klip op.
Men det er en bagatel, for ‘Immortality’ er en hæsblæsende sejr og et fortrinligt eksempel på, at spil har en berettigelse som kunst i sig selv.
Og så er det ikke mindst en så elegant og raffineret oplevelse, at det – sammen med ‘Elden Ring’ og ‘Citizen: Sleeper’ – er det bedste og mest unikke spil, vi har set i år.
Kort sagt:
‘Immortality’ er et blodigt, forførende og skarpt spil, som kræver lige så meget af spilleren, som dets skabere har krævet af sig selv. Det er forstyrrende vellykket.