‘Elden Ring’: George R.R. Martins nye eventyr er et brutalt mesterværk

Det japanske spilfirma FromSoftware og ’A Game of Thrones’-skaberen har ladet sig inspirere af spilhistoriens giganter og skabt en fortryllende, men også hamrende svær klassiker.
‘Elden Ring’: George R.R. Martins nye eventyr er et brutalt mesterværk
'Elden Ring'. (Foto: Bandai Namco)

Hvordan anmelder man et mesterværk? Forklarer jeg dig penselstrøget i Monets åkander eller skævheden i Mona Lisas smil?

Analyser er fattige gengivelser af deres objekt, men jeg skal gøre mit bedste for at få alle nuancerne med, for som så mange andre ’Dark Souls’-fanboys har jeg med bævrende hænder ventet på denne kæmpe satsning.

Derfor kan vi lige så godt starte med det vigtigste: ’Elden Ring’ indfrier al hype – og sætter en milepæl for, hvor gode spil kan være.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Rise, tarnished!

Fra første pixel griber ’Elden Ring’ stemningen fra FromSoftwares andre, ofte dystre, eventyrspil, som udspringer fra instruktør Hidetaka Miyazakis skræmmende hjerne.

Du er en Tarnished – en sjæleløs vandrer bundet til en ubestemmelig mellem-verden fyldt med mennesker, monstre og obskure skabninger.

Til at starte med sammensætter du en karakter, vælger baggrundshistorien for ham eller hende og samler derefter en bunke start-grej, inden du kaster dig ud over stepperne.

For der er vitterligt tale om stepper og ikke en (perle)række af korridorer, da der lynhurtigt åbenbarer sig en helt enorm verden kaldt The Lands Between, hvor du fra første færd er helt fri til at udforske den.

Det er dog langt fra en rolig tur på engen, for den maleriske verden er i opbrud, og dronningen Marika samt hendes afkom har brug for hjælp (eller tæsk) til at holde styr på det livgivende træ, Erdtree, og universets sammenhængskraft.

‘Elden Ring’ og det centrale Erdtree er lige så stort, som det er flot. (Foto: PR)

Det er tydeligt, at George R.R. Martin – godt hjulpet på vej af spillets skaber Miyazaki – har været den kreative motor bag spillets mytiske univers, som sammenvæver de mange fortællinger.

Det store kollaps udpensles med ruiner, væltede statuer og iturevne bannere på de nu øde slagmarker, og allerede inden for de første tre-fire timer føler du dig hurtigt som en lillebitte brik i et meget stort spil.

Selvom den grandiose verden strækker sig i alle retninger, vandrer du dog aldrig hvileløst rundt. Bålstederne Sites of Grace, der med rund hånd er strået omkring dig, har indbyggede pejlemærker, så du altid ved, hvor der sker noget. Og der sker meget!

Uanset om du jagter Marikas børn eller en af generalerne fra den store krig, som har hærget landet, er der lagt i ovnen til eminente fortællinger, som på klassisk Martin-facon griber i både hjertekuglen og hjernebarken.

Bålstederne giver en tiltrængt pause, så udnyt dem. (Foto: PR)

Udforsk alt

Det indbyggede vejviser-system kombineres med muligheden for at rejse direkte fra A til B, hvis du vil sætte kursen mod den tour de force af boss-kampe og overraskelser, som gemmer sig rundt omkring.

Dog må du ikke snyde sig selv for at traske stik øst (eller nord eller syd…) og bare suge herlighederne til dig, for det er de små historier, som skaber de mest slagkraftige minder.

Det er meget få områder, som er kunstigt aflåst, og i stedet for at blive ført igennem en på forhånd fastlagt rute skabes der derimod en fantastisk fremdrift i fortællingen, når man stormer et slot, fordi man alligevel lige kom forbi det.

Elden Ring’ har nemlig lånt det bedste fra spil som ’The Elder Scrolls V: Skyrim’ og ’Red Dead Redemption 2’, hvor små og uventede finurligheder, eventyr og personligheder skaber en dynamisk og levende verden.

Det bliver aldrig en træg og gentagende ’Hjælp, befri mig fra banditterne’-floskel, for man mødes konstant af detaljerige genistreger som bemærkelsesværdige statuer, isnende ulvehyl i vinden eller tronende tårne i horisonten, der skriger efter at blive udforsket.

Du kan vælge at kæmpe dine kampe til fods eller på hest. (Foto: PR)

Huler og drager

Det tydelige stamtræ med rødderne i ’Dark Souls’ (eller nærmere ’Demon Soul’s’, hvis vi skal være helt slægtsforskeragtige) træder allermest frem, når man får lov til at flekse sine evner i spillets stort anlagte begivenheder.

Uanset om det er et majestætisk slot eller en fugtig hule, man udforsker, vækker omgivelserne øjeblikkeligt en nostalgisk følelse, som fans af ’Souls’-serien vil genkende fra områder som Anor Londo eller Oolacile.

Specielt de store borge og fæstninger er noget af det mest imponerende design, jeg nogensinde har set, og når man lader kameraet panorere opad, er det svært ikke bare at læne sig tilbage og måbe ad den truende arkitektur.

Det skyldes især, at ’Elden Ring’ leger med en vertikal verden, hvor man lystigt kan hoppe og springe rundt, når tøjlerne slippes, og nysgerrigheden sættes fri.

Din hest kan bruges til at nå steder, du ikke selv kan hoppe frem til. (Foto: PR)

Det bliver aldrig helt ’Assassin’s Creed’, hvor man kan kravle rundt på alle ledder og kanter, men hvis du kan se et tårn eller et udspring, kan du oftest komme derop.

De fysiske udfoldelser hjælpes desuden på vej med din hest Torrent, som ikke kun fungerer blændende i kamp, men også gør rejsen over de store vidder hurtigere.

Samtidig har spillet en magisk evne til at vide nøjagtig, hvornår det skal forandre sig. Uden at afsløre for meget tør jeg godt røbe, at omgivelserne er omskiftelige, og at de ikke nøler med at trække tæppet væk under dig, når du mindst venter det.

Selv efter 10, 20 eller 30 timer bliver man aldrig træt af banedesignet, hvilket i så stort et univers er en helt enestående bedrift.

Du ved aldrig, hvad du finder i en mørk grotte. (Foto: PR)

Det bedste fra alle verdener

’Elden Ring’ er markant mindre stringent end dets spirituelle forgængere, hvor det ikke er nødvendigt at gennemføre de forskellige områder i en given rækkefølge.

I stedet er der fra første startskud fuld smadder på boss-kampe og udviklingen af ens karakter, og tempoet holdes på forunderlig vis hele vejen igennem.

Kampsystemet er i høj grad, som man kender det fra ’Dark Souls 3’, hvor der kan stikkes med sværd, svinges med økser og kastes magi, men der skrues alligevel lige et nøk op for kompleksiteten.

Man kan udskifte sit våbens specialangreb, angribe fra hesteryg, tilkalde ånder og så har blokering/parade-systemet fået lidt tiltrængt kærlighed.

Find en strategi i kampene og hold dig til den. (Foto: PR)

Det lyder som små (og måske overvældende) ting, men det er en del af den fleksibilitet, som FromSoftwares tidligere spil har manglet.

Specielt følelsen af at galopere mod en gruppe af fjender på ryggen af Torrent, nakke et par stykker med spyd for dernæst at springe ned og gå i flæsket på dem er bare gennemført badass.

Det skaber en anden rytme i kampene end ’Dark Souls’, hvor du skulle gemme dig bag et skjold og tålmodigt lede efter en åbning, eller ’Bloodborne’, hvor du kunne rulle rundt for at undvige i en evighed.

Men her er flowet bare helt perfekt – ganske ligesom resten af spillet.


Kort sagt:
’Elden Ring’ er et mesterværk, der har lånt fra de bedste og lært fra de stærkeste – intet mindre end en af de bedste spiloplevelser i mange år.

‘Elden Ring’. Actioneventyr. Udvikler: FromSoftware. Udgiver: Bandai Namco. Platform: PC (testet), PlayStation, Xbox. Premiere: 25. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af