Først var det TikToks videoformat, der sneg sig ind hos Instagram, og nu er turen kommet til BeReal, der tilsyneladende må finde sig i at blive kopieret.
Twitter-brugeren Alessando Paluzzi, som har en stærk historik med at lække kommende opdateringer til Instagram, skriver, at firmaet lige nu tester en funktion, der kaldes Instagram Candid Challenges.
»Hver dag på forskellige tidspunkter får du en notifikation om at tage og dele et billeder inden for to minutter«, skriver Paluzzi.
Hvis man accepterer udfordringen, vil man blive ført ind til kameraet, hvor man både ser sit eget ansigt og det, som kameraet bag på telefonen opfanger – altså helt ligesom hos BeReal.
Efter afsløringen har en talsperson for Instagram udtalt til Engadget, at der er tale om en »intern prototype«, som ikke testes ude blandt brugerne.
Ikke desto mindre er det faktum, at funktionen er blevet udviklet til sådan en grad, at den faktisk fungerer, en klar indikation om, at Instagram har gjort sig nogle konkrete tanker om en BeReal-konkurrent.
Det er dog langtfra sikkert, at Instagram Candid Challenge overhovedet lanceres, og om den i så fald kan hamle op med BeReal.
Platformen har ligget som en af de mest downloadede apps igennem det meste af 2022 – inklusiv i Danmark, hvor den lige nu er den mest populære app i kategorien for sociale netværk.