Først sprang Madonna ud på TikTok, og nu følger model og skuespillerinde Emily Ratajkowski tilsyneladende trop.
Det sker godt nok ikke med ord, men derimod i et sammenklip med en anden video, hvor en kvinde spørger: »Hvis du identificerer dig som biseksuel, har du så også en grøn fløjlssofa?«
Ratajkowskis svar er ganske fåmælt, for med et veloplagt smil panorerer hun blot kameraet væk fra sig selv og afslører såmænd en grøn fløjlssofa.
Med videoen skriver Ratajkowski sig ind i rækken af kendte kvinder, der den seneste uge er sprunget ud på TikTok i kække videoer.
Ud over hende selv og Madonna har ‘Pretty Little Liars’-stjernen Shay Mitchell også brugt platformen til at identificere sig som biseksuel, og det er netop Mitchells video, som Ratajkowski bruger en bid af i sit eget klip.
Ikke overraskende har størstedelen af kommentarerne taget den uventede video ganske positivt og kalder det »en kæmpe sejr«.