Den årlige udgave af The Game Awards blev afholdt natten til fredag, og var du nervøs for, at det ville blive en sløj affære, kan du slappe helt af.
Det væltede ud med annonceringer, udgivelsesdatoer og naturligvis et par overraskelser.
Faktisk lover 2023 allerede virkelig godt med alt lige fra ventede opfølgere til helt nye spil og et par gamle kendinge på nye platforme.
Og lad os da bare starte med en af største: De færreste havde nemlig set det komme, men ud af det blå dukkede en trailer op for efterfølgeren til ‘Hades’, som vi udråbte til årets spil i 2020.
I ‘Hades II’ spiller man som prinsessen af Underverden, hvor der endnu en gang trækkes på den græske mytologi, men samtidig tilføjes et nyt element af heksekunst. Der er endnu ingen dato, men spillet vil være tilgængeligt i early access under udviklingen.
Vi tager også lige aftens mindste overraskelse, nemlig annonceringen af ‘Death Stranding 2’, som Hideo Kojima efterhånden har teaset i længere tid.
Léa Seydoux – som denne gang måske indtager hovedrollen, hvis man skal tro traileren – og Norman Reedus er atter en gang tilbage. Det samme gælder Troy Baker og Elle Fanning.
Rygterne har længe svirret om en forårsudgivelse til efterfølgeren til ‘Star Wars Jedi: Fallen Order’, og det er nu bekræftet.
‘Star Wars Jedi: Survivor’ udgives den 17. marts 2023, hvor Cal Kestis vender tilbage i hovedrollen fem år efter hændelserne i det første spil.
Et andet spil, der også har fået en officiel dato, er ‘Suicide Squad: Kill the Justice League, som udkommer den 26. maj 2023 til pc, PlayStation 5 og Xbox Series X/S.
Det er i øvrigt sidste gang, at vi kommer til at se afdøde Kevin Conroy i sin ikoniske rolle som stemmen bag Batman – af samme årsag blev han hyldet med et »Tak, Kevin« i slutningen af den nye trailer.
Et helt tredje spil, der også fik sig en udgivelsesdato, er det længe ventede ‘Diablo 4’, som lander i løbet af sommeren, mere præcist 6. juni 2023.
Hvis du går og spekulerer på, hvad ‘BioShock’-skaber Ken Levine har gang i, så kan du nu få syn for sagerne.
Han har nemlig travlt med ‘Judas’, der blev præsenteret med en trailer, som minder om ‘BioShock’, bare i rummet frem for under havets overflade. Det lander til pc, PlayStation 5 og Xbox Series X/S, men vi endnu ikke hvornår.
Bruger du stadig tid i ‘Cyberpunk 2077’, kan du glæde dig til en spionthriller-udvidelse i 2023 med Idris Elba i hovedrollen.
Er du derimod typen, der venter på nyt fra ‘Elden Ring’-udvikleren From Software, kommer du til at juble, da de snart står klar med ‘Armored Core VI: Fires of Rubicon’.
Robot-skydespillet har været på pause i ti år, men serien, som har et særdeles dedikeret følge, vender tilbage på pc og konsoller i 2023.
Der var stor glæde, da ‘Street Fighter 6’ blev annonceret, og nu har vi fået et kig på nogle af spillets figurer samt en officiel dato: 2. juni 2023.
Den direkte konkurrent i form af ‘Tekken 8’ dukkede også op med en trailer og en forsmag på, hvad der i vente. Hvornår vi kan slå kløerne i spillet vides dog ikke.
Af mindre, men ganske interessante annonceringer, fik vi blandt andet et kig på ‘Post Trauma’, der oser af ‘Silent Hill’. Det udkommer til pc og konsoller, men har endnu ingen dato.
PlayStation havde også et par nyheder med til pc-spillerne, der er trætte af at gå glip af deres største hits: ‘Returnal’ lander på platformen tidligt i 2023, imens ‘The Last of Us Part I’ følger efter den 3. marts.