‘Hades’ er et kaotisk actionorgie med krigsliderlige guder
Jeg kan lige så godt være helt ærlig: Min viden om den græske mytologi er begrænset. Og det er på trods af, at jeg gik i gymnasiet, dengang man havde såkaldt oldtidskundskab.
Jo, jeg kender da Homers ’Odyssen’ og efterfølgeren ’Illiaden’. Og der er naturligvis også Zeus, den almægtige gud af Olympen, som i øvrigt var lidt af en liderbuks, hvis jeg husker hans rygte korrekt.
Men derudover er græsk mytologi ikke ligefrem mit stærke område. Faktisk kunne jeg godt bruge en genopfrisker. Sådan et kækt, lille indspark i lommeformat, der giver mig alle de saftige detaljer, man kunne drømme om.
Lige præcis derfor er det jo meget heldigt, at ’Hades’ netop er udkommet til Nintendo Switch. Et spil, der er lige så meget en grundig omgang undervisning i den græske mytologis rodebutik af intriger, som det bare er djævelsk god underholdning.
’Hades’ er det, man på alt andet end godt dansk kalder et roguelike. En genre, hvor du spiller dig igennem små baner, imens bølger af fjender rammer dig, og du langsomt opgraderer din figur, dine våben samt dine evner. Dør du, starter du helt forfra. En slags sisyfosarbejde om man vil (hvis du fanger sådan en lille joke).
Det lyder måske kedeligt, men faktisk er denne slags spil voldsomt populære og med god grund. De er som regel hurtige at spille, og du får en effektiv oplevelse. Det tager kun 15 minutter, så er du bidt af en gal roguelike. Ikke noget med uoverskuelige rollespil, hvor du skal lægge 30 timer, før du begynder at få din investering retur.
Problemet med roguelikes er bare, at de også er den perfekte opskrift på »lige én bane mere«-syndromet, og ’Hades’ er mester i at få timer til at gå, uden du opdager det. Det ene øjeblik er der lyst udenfor, det næste er du tre timer over din sengetid.
Det skyldes ikke mindst, at ’Hades’ opsluger dig fra første sekund. Du behøver ikke kende til græske mytologi, og hvordan den hænger sammen, for spillet guider dig langsomt igennem det hele med en svulmende historie om guderne og deres interne stridigheder, der snildt matcher ’Paradise Hotel’.
Centrum for det hele er Zagreus, søn af Hades, og mere skal du ikke vide lige nu (lad være med at google ham for meget, hvis du vil have alt med). Som Zagreus skal du undslippe Hades, altså din far, og hans underverden. Det er nemmere sagt end gjort, også selvom man løbende får hjælp fra alverdens guder.
Men prøv lige at høre her – alt det tekniske, det er tørt og kedeligt at læse om. Med ’Hades’ skal du kun vide én ting: Alt spiller helt perfekt.
’Hades’ er ikke blot et genialt spil. Det er også et pragteksemplar på, hvad der sker, når alt går op i en højere enhed. Når alt bare klikker. Det er en altopslugende oplevelse, og den understreges kun af den gennemførte kvalitet, som ’Hades’ stråler af.
Selv hvis græsk mytologi ikke siger dig noget som helst, kan du stadig blive bidt af spillets stil.
Farverne popper, og banerne føles næsten syndigt lækre. Og så er ’Hades’ altså definitionen på at træne, blive bedre, træne, blive bedre. Når du slider og slæber dig igennem banerne, får du intet foræret, hvilket blot gør dine succeser så meget mere betydningsfulde.
Det er en klassisk tendens med disse spil, men man skal altså ikke undervurdere den enorme selvdisciplin, det kræver. Der er ingen smutveje, og hvis du på en eller anden måde snyder, føles det egentlig ikke så meget som at snyde spillet, som det føles at snyde dig selv for en succes.
Men nu bliver det for tungt, for filosofisk, for dybt. For ’Hades’ er i bund og grund bare så vanvittigt underholdende.
Når du for 254. gang prøver at slippe ud af ’Hades’, føles det stadig som første gang. Du er fuld af energi, af nysgerrighed, af iver. Og når du så dør, er det bare endnu en mulighed for at udforske det hele på ny.
Historien, der væver sig igennem spillet, er interessant. Ingen tvivl om det. Og alt det tekniske, altså spillets gameplay, som man siger, er af højeste kvalitet. Men spillets altoverskyggende trumf er simpelthen, at det bare aldrig bliver kedeligt.
Kort sagt:
Glem ’Iliaden’ og alle de andre græske klassikere. ’Hades’ er et fængende orgie af kaos, myter og helvedes god underholdning, som bør være fast inventar i enhver spilsamling.