KOMMENTAR. »Køber du det nye Harry Potter-spil, viser du samtidig, at det ikke er et problem, når firmaer betaler transfober«, skrev en bruger sidste år på Twitter.
Spillet, der omtales, er ’Hogwarts Legacy’, og »transfoben« er J.K. Rowling, der de seneste år har markeret sig på Twitter med adskillige omstridte udtalelser omkring køn, kvinder og transpersoner.
Når den prestigefyldte skole åbner dørene den 10. februar og lader fans udleve deres vildeste fantasier som troldmand eller -kvinde, vil det længe ventede rollespil ikke kun trække overskrifter for at være en ny udvidelse af det magiske univers.
Der vil samtidig blive rusket op i kontroverser, som efterhånden kaster lange skygger over alt, hvad der har med Harry Potter at gøre – fra J.K. Rowlings transfobiske udtalelser til anklager om antisemitisme.
Skandalerne har medført en boykot af spillet blandt nogle Potterheads, men effekten lader til at være begrænset, for spillet er allerede inden udgivelsen en enorm succes, hvor det topper listerne for mest forudbestilte spil, hvilket får os til spørge:
Havde man virkelig regnet med, at man kunne ridse lakken på en af vore tids største popkulturfænomener med noget så simpelt som en boykot?
Transfobi, kvindehad og antisemitisme
Bag enhver stærk mand står en stærk kvinde, og bag enhver ikonisk troldmand står en transfobisk forfatter.
Sådan kunne man opridse J.K. Rowlings ry, der efterhånden har været igennem så mange Twitter-kontroverser, at hun er mere synonym med den betændte debat om transfobi end sit magiske afkom.
Derfor er det heller ikke overraskende, at de fans, som ser allermest frem til ’Hogwarts Legacy’, står i et enormt dilemma, ikke kun som gamere, men også som personer, hvis liv er blevet formet af det magiske univers, efter de er vokset op med Harry, Hermione og Ron.
En stor del af spilmiljøet er nemlig et fristed for seksuelle minoriteter, hvor accept og tolerance er blandt grundstenene. Men hvordan kombinerer man et frisindet fællesskab, der har en svaghed for rollespil og fantasy, med en forfatter, der angriber en af grupperingens mest udsatte minoriteter?
Spørgsmålet virker mere brændende, efter andre kontroverser har klistret sig til ’Hogwarts Legacy’, siden spillet blev officielt annonceret i efteråret 2020 (blot få måneder efter, at Rowling for første gang antændte debatten om køn og transkønnede på Twitter).
Først blev Troy Leavitt, en af spillets centrale designere, taget i at lave antifeministiske og pro-GamerGate videoer på YouTube i 2021. Han sagde efterfølgende op, men benægtede, at det skyldtes hans ideologiske overbevisninger.
Samme år bandlyste ResetEra, et af internettets største og mest anerkendte spilforum, opslag om ’Hogwarts Legacy’. Forklaringen lød, at det var en »forfærdelig situation, hvor både skaberen af IP’en og en ledende producer på spillet udviser intolerante overbevisninger, som de ikke angrer«.
Og da spillet et år senere blev vist frem for første gang, mødte det kritik blandt fans og medier for en tilsyneladende antisemitisk fremstilling af nisser. I spillet agerer nisserne skurke, hvis oprør (en kamp for frihed og rettigheder) man som spiller skal slå ned.
Nisserne, som i bøgerne skildres med krogede næser og en forkærlighed for penge, har før været i vælten, da Jon Stewart gik viralt for at harcelere mod J.K. Rowlings brug af dem som en jødekarikatur (hvilket han senere trak tilbage).
Af samme årsag blev inklusionen af dem i ’Hogwarts Legacy’ opfattet som en provokation, hvilket fik kritikerne til tasterne, heriblandt hos gaming-mediet The Gamer, der lettere sarkastisk måtte spørge opgivende: »Det her er en joke, ikke?«
Boykot uden konsekvenser
Går man slavisk igennem punkterne for de skandaler, der ikke kun omgærder ’Hogwarts Legacy’, men hele Harry Potter-universet (senest med en transfobisk Twitter-julehilsen fra Rowling), er det ikke så overraskende, at dele af gamingmiljøet sidste efterår satte gang i en boykot af spillet.
Men de må sande, at spillet allerede en måned før udgivelsen topper listerne for mest populære forudbestillinger hos PlayStation og Steam, og det aktivistiske tiltag er altså ikke lykkedes med at slå nævneværdige buler i renomméet.
Derfor burde spørgsmålet måske også være, hvad fans (og flere fremtrædende medier, der med spalteplads artikler har bakket op om boykotten) egentlig havde regnet med, da de opfordrede fans og rollespil-nysgerrige sjæle til at holde pengene i lommen.
Kunne en boykot virkelig agere isbjerg for det Titanic-lignende globale superfænomen, som Harry Potter har vokset sig til, efter franchisen for længst er blevet større end bøgerne og filmene?
Selv Rowling virker – heldigvis, afhængig af hvem man spørger – som en birolle i den diskurs, der de seneste år har vokset som ukrudt på sociale medier.
I stedet har vi bevæget os ud i et generationelt opgør, hvor det ikke er bare er fans vs. Rowling.
Det er derimod del af en større diskussionen om, hvorvidt køn og identitet legemliggør kampen mellem Harry og Voldemort – og der gør en boykot hverken fra eller til.