Justin Roiland, en af skaberne bag ‘Rick and Morty’, anklages af flere brugere på Twitter for pædofile udtalelser og grooming af mindreårige.
Anklagerne kommer under en uge efter, at Roiland officielt blev sigtet i en sag om partnervold, der startede tilbage i 2020.
Efter sagen kom frem, har brugere på sociale medier gravet i Roilands fortid, ligesom andre har valgt at fortælle deres egne historier, hvilket blandt andet har resulteret i lækkede beskeder mellem ham og unge kvinder.
Flere af kvinderne hævder, at de var mindreårige, da udvekslingerne fandt sted, hvilket Roiland efter sigende var bevidst omkring.
Samtidig er der også dukket flere klip op fra podcasten ‘The Grandma’s Virginity’, som Roiland har været en fast del af, hvor han kommer med udtalelser, der set i lyset af den seneste uges anklager antager en noget problematisk form.
I et af klippene udtaler Roiland blandt andet, at han sagtens kan tænde på mindreåriges kroppe, hvis bare de er fuldt udviklet:
»Jeg er ikke pædofil, okay? Jeg er ikke tiltrukket af små børns kroppe, jeg kan lide kvinders kroppe. Men en 14-årig, som ligner en 18-årig med store bryster? Selvfølgelig er jeg er tiltrukket af det!« konkluderer han.
I et andet klip opfordrer Roiland en 16-årig til at sende billeder af sig selv til sin medvært Ryan Ridley for at bevise, at hun ikke er »fed og klam«, som Roiland siger det.
Da Ridley bemærker, at det er ulovligt, tilføjer Roiland, at billederne ikke behøver at være nøgenbilleder, men derimod helt lovlige, selvom det stadig virker højst upassende.
Roiland har endnu ikke kommenteret på anklagerne.