Havde du glædet dig til livet som sørøver, må du væbne dig med tålmodighed, for ‘Skull & Bones’ udkommer ikke længere som planlagt.
Det længe ventede piratspil skulle ellers være udkommet 9. marts, men i et hastemøde med investorer annoncerede onsdag aften, at spillet nu rykkes til senere på året uden dog at præcisere den nye dato, skriver Eurogamer.
‘Skull & Bones’ har været under udvikling siden 2013, men blev først officielt afsløret i 2017.
Siden da er problemerne væltet ned over spillet, hvor man kan udkæmpe søslag mod andre pirater, og det er blevet ramt af adskillige udskydelser.
Dårligdommene stopper dog ikke der, for Ubisoft lider tilsyneladende under store skavanker i deres finansielle regnskab, og derfor har de droppet hele tre unavngivne spil for at kunne afskrive udgifterne.
Den ærgerlige nyhed kommer i kølvandet på lignende annonceringer sidste sommer, hvor firmaet måtte smide fire spil på porten, heriblandt to nye titler fra henholdsvis ‘Splinter Cell’-serien og ‘Ghost Recon’-franchisen.
Med den nye omstrukturering står Ubisoft klar med tre store udspil inden udgangen af marts 2024: ‘Assassin’s Creed Mirage’, ‘Skull & Bones’ og ‘Avatar: Frontiers of Pandora’.