Var Super Bowl egentlig en sportsbegivenhed afbrudt af en Rihanna-koncert, eller var det nærmere omvendt?
Ifølge tallene var kunstnerens optræden set af flere end selve kampen, og går man online, er der da nærmest heller ingen, der ikke taler om Rihanna.
For de sociale medier vælter sig i memes, ikke kun fra hendes show, men også med de mange kendisser, som så til fra tilskuerpladserne, heriblandt Adele, der lader til at give sådan cirka nul fucks.
Der var også en nachos-frådende Bradley Cooper, som nok skal blive oplagt meme-materiale, men lad os straks komme tilbage til showet.
For der var jo et spørgsmål, der pressede sig på allerede fra starten: Var Rihanna gravid?
Som bekendt skal man aldrig spørge en kvinde, om hun er gravid, og således måtte hele tidslinjen ty til spekulationer.
Efter graviditetssnakken havde lagt sig, blev fokus i stedet vendt mod Rihannas stirrende blik og hendes dansere, der var klædt i hvide hazmat-lignende dragter.
Og så må vi ikke glemme det ikoniske øjeblik, hvor Rihanna fandt sin makeup frem og lige pudrede ansigtet.
Umiddelbart kunne det virke malplaceret og måske endda misforstået for dem, som ikke fangede referencen, men det var faktisk en mindre genistreg skabt til at gå viralt.
Det er nemlig en gengivelse af den famøse Fenty makeup tutorial, som Rihanna har haft stor succes med for sit makeup-firma Fenty Beauty på sociale medier som YouTube.
Som rosinen i pølseenden bør vi også lige sende en tak til Rihannas tegnsprogstolk, der følte musikken og gjorde sit arbejde til topkarakter.