Pinlig brøler fra Google viser, hvorfor du ikke skal stole på alt, hvad du læser online

Pinlig brøler fra Google viser, hvorfor du ikke skal stole på alt, hvad du læser online
Google. (Foto: Firmbee.com/Unsplash)

Google er for mange søgemaskinen over dem alle, og netop derfor er det en ekstra pinlig situation, som techgiganten lige nu befinder sig i.

Da firmaet i denne uge løftede sløret for Bard – en ny chatbot med kunstig intelligens, der skal revolutionere deres søgemaskine – sneg der sig en fejl ind i selve annonceringen, skriver The Verge.

Formålet med Bard er at skabe fremtidens søgemaskine, hvor du kan spørge chatbotten om alskens spørgsmål, hvorefter den disker op med et langt mere omfattende og samtalelignende svar, end vi er vant til nu, hvor vi blot får en række links som søgeresultater.

Det demonstrerede Google ved at stille Bard spørgsmålet: »Hvilke nye opdagelser fra James Webb Space Telescope kan jeg fortælle min niårige om?«, hvorefter den listede tre punkter, og det var her, det gik galt.

For i ét af punkterne stod der, at teleskopet er det første, der har taget et billede af en såkaldt eksoplanet, hvilket dog er faktuelt forkert.

Som en bruger påpeger på Twitter, skete det allerede tilbage i 2004 (17 år før opsendelsen af teleskopet), hvilket NASA i øvrigt også har nævnt på deres hjemmeside.

Du kan se fejlen i annonceringen, som stadig ligger online, nedenfor.

Selvom fejlen kan virke tilforladelig, så er den symptomatisk for et større problem, nemlig at de ekstremt hypede chatbotter og AI, som mange af techgiganterne i øjeblikket arbejder på, ikke altid er til at stole på.

Det skyldes blandt andet, at chatbotterne ikke tjekker deres resultater mod en database af faktuelt korrekte svar, men derimod går ud fra sandsynlige svar – altså dem, der lader til at være rigtige baseret på tidligere beregninger.

Derfor kan man heller ikke stole blindt på chatbotternes svar, for de skal – i hvert fald indtil videre – dobbelttjekkes, da den kunstige intelligens ikke altid er i stand til selv at finde fejlene.

Google er ikke de eneste, der arbejder på en revolution af deres søgemaskine. Microsoft har netop afsløret deres egen kandidat, en videreudvikling af Bing, som får ekstra muskler at spille med takket være kunstig intelligens.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af