Det er ingen hemmelighed, at Pedro Pascal er blevet en eftertragtet herre efter succesen i ‘The Last of Us’ og ‘The Mandalorian’.
Det har resulteret i adskillige tørstende opslag fra liderlige fans på sociale medier, men da han under et interview ved premieren for ‘Star Wars’-serien blev spurgt, om han kunne læse et par stykker af dem højt, takkede han pænt nej.
»Jeg ville elske, hvis du kunne læse et par thirst tweets fra internettet om dig«, lyder det fra Access Hollywoods journalist i en video på mediets TikTok.
Det får Pascal til at bruge et par akavede og meget stille sekunder på at kigge dem igennem, inden han smiler skævt, men alligevel afviser.
Den populære skuespiller har efterhånden opbygget et ry for at være en internet-darling, ikke mindst efter han er blevet kåret som sociale mediers uofficielle daddy – en rolle, som han flere gange selv har spillet ind i.
Ikke desto mindre har Access Hollywoods interview mødt kritik online for at sætte Pascal i en ufrivilligt seksualiseret situation.
På Twitter skriver en bruger, at »det er det værste, jeg nogensinde har set«, imens en anden kalder det »cringe«.
Samtidig kan det også tænkes, at Pascal prøver at holde sig nogenlunde anstændig, eftersom han går på den røde løber for Disney, der værner notorisk om deres mere familievenlige brand.
Således er der en lignende video fra samme event, hvor han tror, han overhører en person bande i baggrunden, hvilket får ham til at udbryde, at det ikke ville »være særligt Disney-agtigt«.