Rage bait er overalt på sociale medier, men derfor behøver du jo ikke at hidse dig op

Rage bait er designet til at irritere dig, så du reagerer og kommenterer. Platformene belønner rage bait med større reach og efterhånden kan man også provokere med småting som stavefejl og rengøring uden handsker. Det bør føre til reflektion: Er det udelukkende de dumme tech-giganters skyld, eller skal vi til at hidse os lidt ned?
Rage bait er overalt på sociale medier, men derfor behøver du jo ikke at hidse dig op
Foto: Nsey Benajah/Unsplash

Med de døde, danske indre farvande in mente bliver fiskeallegorien måske lidt uklar, men ikke desto mindre: Internettets raserifiskere sidder klar med krogen og venter på, at du bider på.

Ordet bait, altså madding, er nært beslægtet med udtrykket trolling, der, i modsætning til den generelle opfattelse, ikke henviser til trolde, men til fiske-disciplinen trolling, hvor man trækker en masse fiskesnører med madding igennem vandet fra en båd i bevægelse i håbet om, at fisken hopper på mindst én af dem. 

For internet-trollerne handler det om at placere irriterende ting i sit indhold, der vækker opsigt, så folk, der ser videoen, kan fæstne deres fokus på det og blive arrige og forargede. Håbet er, at denne reaktion bliver til interaktion, som bliver til øget engagement og rækkevidde for indholdskaberens profil. 

Misogyne typer som Andrew Tate har benyttet sig af taktikken i stor stil, men dem har vi luret og svømmer gerne i en stor bue udenom. Fænomenet findes dog også i væsentligt mere underspillede afskygninger, hvor man ikke umiddelbart lægger mærke til maddingen, og derfor ender med at bide på.

Læg mærke til de små detaljer

Subtil rage bait kan have mange afskygninger, men ser ud til at udnytte, at mange af os går rundt med en overraskende stor trang til at fortælle folk, at de tager fejl.

En intentionel stavefejl i en caption, der får din indre sprogfascist i til at spidse blyanten, en forkert udtale af et ord eller en person, der ser ud til at lave et lækkert måltid, men putter alt for meget salt i retten.

Eller TikTokkeren Jesha Stevens, der lavede en video, hvor kommentarfeltet gik amok over, at hun kaldte surdejssmåkager »gut healthy« og puttede for meget is i, da hun lavede kagerne om til en issandwich. Så nu siger hun det på en endnu mere irriterende måde og putter ekstra meget is i:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det gør os åbenbart også rasende, når folk er for pertentlige. Se bare på Alexia Delarosa, der konsekvent omtaler sit treårige barns alder som 42 måneder og i øvrigt laver alle huslige pligter (herunder at klippe græsset med en saks) i de smukkeste kjoler og perfekt makeup. 

Læg mærke til hendes påklistrede smil, der også begyndte efter rasende kommentarer om hendes ansigtsudtryk:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Youtuberen Hannah Alonzo viser i sin rage bait-video, hvordan begge disse kvinder har brugt vrede kommentarer til at få deres profiler til at vokse.

Derudover er der de lidt mindre subtile, men alligevel effektive rage baits, hvor folk gør vanvittige ting som det mest naturlige i verden.

Eksempelvis at klippe sålerne af deres sko for at kunne gå barfodede rundt i offentligheden uden at blive opdaget.

Det er tydeligvis opstillet (selvfølgelig ødelægger de ikke alle deres sneaks), men folk er alligevel forargede over det åbenlyse spild af sko og den forrykte idé om, at nogle mennesker for det første vil gå barfodede rundt i offentligheden (klamt) og i øvrigt forsøger at skjule det (sygt):

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@christifritz

the new age of barefoot walking has begun and I couldn’t be more exited or thankful 🫶

♬ original sound – Christi Fritz

Videoen har 65 millioner visninger, hvilket gør den til et absolut unikum på Christi Fritz’ side.

Christi Fritz TikTok-side, hvor man kan se, at skovideoen har fået klart flest visninger.

Og så er der den hårfine balance mellem rage bait og det, der ligner en form for fetishindhold.

Her er Clean Girl et godt eksempel. Hun gør rent på meget snavsede steder (ofte uden handsker, vigtig pointe): Offentlige toiletter, toiletter på fastfood restauranter, fremmede menneskers toiletter og sågar gravsten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@_the_clean_girl

Cleaning KFC’s Bathroom For Free! 🍗🚽

♬ original sound – The Clean Girl

Det er grænseoverskridende, ulækkert og har en del seksuelle undertoner. Videoerne er spækket med så mange detaljer, at der er nok at kommentere på, eksempelvis de manglende rengøringshandsker. Èn persons snavs, en anden persons internet-reach. 

Man kan sige, at alle eksemplerne prikker til menneskets lyst til at påpege, når folk træder skævt, og hvem er i så fald galt på den? Dem, der får vores pis i kog, eller os, der ikke kan acceptere, når folk opfører sig anderledes?

Et menneskeproblem eller et tech-problem?

Med TikToks popularitet og fremkomsten af ‘For You’-siden er der gået sport i det. Her handler det ikke længere om, hvem du følger på platformen, men om, hvilke små signaler du sender app’en, når du bruger den.

Hvis du stopper op på en video og ser den igen eller hopper direkte i kommentarsporet eller ligefrem klikker dig videre ind på indholdsskaberens profil, så signalerer du en interesse for den her slags videoer – og du bliver præsenteret for flere af dem.

Selvom det kan virke som et menneske-problem så er det – surprise surprise – også et big-tech-problem. Når platformene belønner den her opførsel i kommentartrådene (i mange tilfæde med ægte menneskepenge), så er det klart, at folk føler sig draget til at udnytte det. 

Hvis en rage bait-video performer bedre end en helt almindelig video, så er det ikke underligt, at like-hungrende influencers og indholdsskabere smider et par af dem i mixet engang imellem for at forøge følgertallet og optimere profilens viralitet – også selvom det kan være skadeligt for deres eget image og autenticitet.

De vil have dig til at bruge længere tid på videoen for på den måde at vise algoritmen, at indholdet skal prioriteres.

Så lad for guds skyld være med at kommentere eller like dumt og manipulerende indhold, så vi kan få gjort lidt rent i det uendelige feed. 

Luk munden, svøm videre og led efter noget, der gør dig glad og klogere – det er der masser af i det virtuelle hav af endeløst indhold.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af